Klager over omklædning: Nu skal der laves bedre plads
Vandhuset i Hjørring skal udvides med dobbelt så meget plads til omklædning

Det bliver stadig mere populært at gå i svømmehallen, og det var nok dumt, at man sparede to store omklædningsrum væk i Vandhuset i Hjørring, da det blev bygget i 2008.
- Det er de omklædningsrum, vi mangler nu. Folk kræver mere plads og flere gæster og aktiviteter betyder ekstra pres . Ikke mindst her med corona er det også blevet et krav med bedre plads, siger leder af Hjørring Hallerne, Lars Nielsen.

Leder af Hjørring Hallerne håber, at der nu kommer mere plads til til omklædning i Vandhuset
Vandhuset i Hjørring råder i dag over to omklædningsrum på hver 140 kvadratmeter, samt 50 kvadratmeter med omklædning for handicappede.
Det er bl.a. stigende efterspørgsel efter varmtvandsbassin, saunagus og også træningslejre i svømmehallen, der øger presset. I en Masterplan for Hjørring Kommunes haller, som blev fremlagt sidste forår, var der også ønsker om endnu et bassin på 25 meter, et nyt varmtvandsbassin og en ny sauna. Ønskerne ville samlet løbe op i mere end 50 millioner kroner, men der er foreløbig afsat 8,8 millioner på det kommunale budget i 2022 og 2023.

Saunagus er en af de populære aktiviteter i Vandhuset, som også giver trængsel i saunaen. Arkivfoto: Bente Poder
Heraf bliver der nu bevilget den første halve million til projektering af udvidelse af omklædningsforholdene.
- Det er nok det, som der bliver råd til. Projekteringen skal afklare, hvordan vi bedst placerer de nye omklædningsrum, som i alt bliver på ekstra 400 kvadratmeter, fortæller Lars Nielsen.
Han håber også, at der bliver råd til en ny sauna, men det er nok tvivlsomt med de stigende priser på byggerier.
Forventningen er, at der kunne tiltrækkes flere gæster og fx. træningslejre udefra, hvis der var mere vand, større sauna og bedre omklædning. Men samtidig er der også planer om et helt nyt svømmecenter i Vrå syd for Hjørring.
- Det er muligt, at det vil give noget konkurrence om fx. træningslejre for svømmehold, men vi forventer ikke, at det vil betyde øget konkurrence om de daglige gæster, siger Lars Nielsen.
I dag oplever Vandhuset fx. trængsel i omklædningsrummene om morgenen når morgensvømmerne er færdige og skolesvømningen starter. For at have plads til flere forskellige grupper i det store 50 meter bassin på samme tid, har Vandhuset selv fået lavet nogle bander, der deler bassinet.

Pres på Sauna og omklædning i Vandhuset i Hjørring
Nyvalgt i Hjørring Byråd, Christian Engen (V), er blevet udpeget til at stå i spidsen for det bygherreudvalg, der skal køre processen.
- Nu skal jeg sætte mig ind i behovet i Vandhuset, og så kommer der en proces med projektering og udbud af opgaverne, fortæller Christian Engen.
Forventningen er, at de nye omklædningsrum kan være færdige i starten af 2023.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.