Klar til klassikeren?: Arrangør har en særlig bøn til beboere langs ruten
Grundlovsløbet er lige om hjørnet - se de to ruter her

Arkivfoto: Kurt Bering
HJØRRING:I Hjørring og omegn kan man ikke sige Grundlovsdag uden Grundlovsløbet også popper frem på lystavlen.
Gennem årtier har løbet trukket en god blanding af ambitiøse løbere og hygge-motionister, krydret med deltagende skoleklasser og firmaer.
Og selv om deltagerantallet tidligere har været højere, så vil løbet sætte sit tydeligere præg på gader og stræder 5. juni.

Her er ruten på 10 km.
LIUF Løb, der har overtaget arrangør-stafetten fra det lokale politi, oplyser til Nordjyske, at der p.t. er 450 tilmeldte, men man regner med at snige sig op på 700 - hvis ellers vejret viser sig fra sin pæne side på dagen.
Der er ruter på både seks og ti kilometer - og begge ruter skulle være velegnede for forældre med barne- eller klapvogne.

Ruten på seks kilometer.
Løbets berygtede "Møllebakke-stigning" er også med i år - og på toppen er der etableret vanddepot. hvor man kan få en forfriskning, ligesom der er musikalsk underholdning.
LIUF Løb har en opfordring til beboere langs ruten:
- Vi opfordrer beboerne langs turen til, at medvirke til at skabe folkefest omkring arrangementet. I tilfælde af varmt vejr vil en tændt havevander kunne give varme løbere en svalende douce, ligesom musik, flag og glade tilskuere giver løberne et ekstra skub fremad.
Kl. 13 sættes løbet i gang af borgmester Søren Smalbro ved Vendsyssel Teater - og herefter kan deltagerne begive sig ud på ruterne, som også kan tilbagelægges på gåben.
Der er præmieoverrækkelse i mål-området en time senere.
Du kan læse mere om løbet og tilmeldingen på grundlovslob.dk
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.