Kvinde snød sig til knap 20.000 kr. via Facebook - her er dommen
Stribevis af borgere betalte for varer, de aldrig fik
Opdateret 23. maj 2022 kl. 12:28
VENDSYSSEL: Omkring 40 personer er blevet snydt af en 42-årig kvinde fra Vendsyssel, og nu skal hun i fængsel.
Især via Facebook, men også gennem Den Blå Avis og Trendsales, har hun solgt sko, DVD-film og meget andet. Men hun leverede aldrig varerne.
De mange personer betalte tilsammen op mod 20.000 kr. til kvinden, men fik aldrig det, de betalte for.
Manglede penge
Onsdag blev kvinden ved Retten i Hjørring idømt tre måneders fængsel for bedragerierne.
- Hun erkendte det hele og forklarede, at hun havde gjort det, fordi hun manglede penge, fortæller anklager Mette Høg fra Nordjyllands Politi.
Den 42-årige kvinde havde ikke forsøgt at skjule sin identitet i forbindelse med bedragerierne, så politiet kunne nemt finde frem til hende.
Hun er tidligere idømt samfundstjeneste for lignende bedragerier, men denne gang lød dommen på ubetinget fængsel.
Kvinden sagde i retten, at hun nu er stoppet med at snyde folk.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.