Debat

Læser: Vindmøller kan også være en gevinst for lokalsamfundet

- Jeg har ikke noget personligt motiv for at gå ind i denne debat, jeg mener bare, at vi som lokalsamfund bør omfavne udviklingen, idet jeg ser en stor gevinst for hele vores lokalsamfund, lyder det i indlægget. 
- Jeg har ikke noget personligt motiv for at gå ind i denne debat, jeg mener bare, at vi som lokalsamfund bør omfavne udviklingen, idet jeg ser en stor gevinst for hele vores lokalsamfund, lyder det i indlægget.  Arkivfoto: Bo Lehm

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Byrådet i Hjørring kommune står overfor at skulle træffe en svær beslutning om hvilke af de 34 vindmølle- og/eller solcelleprojekter, som skal gå videre i processen.

Jeg er fortaler for de projekter som er lokalt ejet og hvor projektet bidrager i lokalområdet. 

Energiparken - projekt 37 - ved Løkken, Vrensted og Ingstrup, som består af solceller og vindmøller, vil i mit perspektiv være særdeles positivt for lokalområdets udvikling. 

Jeg har ikke noget personligt motiv for at gå ind i denne debat, jeg mener bare, at vi som lokalsamfund bør omfavne udviklingen, idet jeg ser en stor gevinst for hele vores lokalsamfund. 

De fleste har bemærket, hvordan vores klima forandrer sig. Skovbrande raser i store dele af verden. Vi ser flere og flere storme herhjemme, som oversvømmer vores kældre og æder vores kyster. Det er næsten ugentligt, at vi ser en nyhedsreporter, som står på en oversvømmet villavej med vand op til knæene. 

Om man synes vindmøller er flotte eller grimme er selvfølgelig subjektivt, men der er ingen vej udenom, vi skal have mere sol- og vindenergi på land nu og udvikle vindenergi til havs de næste 20-30 år. 

Ansøgergruppen til projekt 37 er fem lokale landmænd som vil udbyde op imod 50% af anparterne i projektet, til lokale indenfor 4,5 km. De vil derudover donere 440.000 kr årligt til en lokal fond, som skal uddele midlerne til lokalområdet. 

Projektet skal også indbetale et større millionbeløb til den grønne pulje, som også vil gå til lokalområdet. Inden længe kan denne pulje stige betragteligt.

Ansøgergruppen i projekt 37 vil også oprette undervisningsfaciliteter i energiparken, som børn, unge og andre interesserede kan bruge og hvor fokus selvfølgelig skal være på den grønne omstilling og naturen. Der er også planer om bålpladser og rekreative ruter i området.

Vi skal også tænke på de virksomheder, vi har i lokalområdet, og de virksomheder, som ønsker at slå sig ned i vores kommune, hvis vi altså har grøn strøm og nok strøm. Det står nemlig helt klart, at virksomheder i dag måles på hvor bæredygtige de er.

At vores virksomheder ønsker at blive i kommunen og at nye kommer til, handler om arbejdspladser og dermed øget bosætning.

Udfordringen i forhold til projekt 37, samt projekt 35 ved Hjortnæs, er usikkerheden omkring Børglum Klosters ansøgning om at komme på tentativlisten og senere ansøgning om at blive UNESCO verdensarv. Jeg forstår godt bekymringen, men jeg mener at denne ansøgning bygger på klosterets historie, forskningen og hvad klosteret har betydet for lokalområdet og Danmark historisk, ikke at der kan ses vindmøller flere kilometer væk, hvilket der faktisk også kan i dag. 

Jeg er stor tilhænger af at Børglum Kloster skal fortsætte med ansøgningen. 

Jeg er dog også tilhænger af, at vi værner om fremtiden, at vi får frigjort os for fossile brændstoffer og at vores generation er modige og gør noget - for vores børn og for udviklingen i vores lokalområde. 

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden