Landsby organiserer hjælp: Frivillige bringer varer ud
Dagligbrugs i Tornby kan nu tilbyde vareudbringning til karantæneramte og ældre
I landsbyen Tornby mellem Hjørring og Hirtshals har beboerforeningen og den lokale Dagligbrugs været hurtige til at organisere hjælp til de borgere, der har svært ved komme ud og handle.
Fredag er den første dag med tilbud om vareudbringning, hvor frivillige kører ud med forudbestilte varer til de familier og borgere, som af forskellige årsager ikke har mulighed for at handle af frygt for coronasmitte.
- Vi har ikke haft vareudbringning i 25 år, men det er jo en speciel situation og vi ved ikke, hvordan det vil udvikle sig. Så vi prøver at være på forkant, siger uddeler, Bente Maibom
Udbringningen fungerer sådan, at man inden klokken 11 skal ringe til brugsen og bestille de varer man vil have bragt ud. Det vil så ske efter klokken 15, hvor frivillige fra Tornby Beboerforening har meldt sig til at køre varerne ud.
- Der er rigtig mange som har meldt sig til opgaven og vi er nu en gruppe på otte personer, der står for udbringningen. Det er meget vigtigt, at vi følger retningslinjerne, så det ikke er os, der spreder smitte. Vi er flittige med at bruge håndsprit og der er ingen personlig kontakt med kunden, siger formand for beboerforeningen, Torben Christensen.
Varerne bliver afleveret ved hoveddøren og buddet kommer ikke ind eller har personlig kontakt med den kunde, der har bestilt varerne. Betalingen foregår med mobilepay, bankoverførsel eller andet som aftales individuelt. Der må ikke ske betaling med kontanter til buddet. Der bliver lagt ti kroner oveni regningen for at dække udgifter til brændstof og ekstra emballage.
- Foreløbig har vi haft en karantæneramt børnefamilie, som har bestilt varer, og der er også flere som har spurgt til ordningen, fortæller Bente Maibom
Ellers har borgerne i Tornby også været flittige til handle ind i den lokale brugs de sidste par dage, og der var allerede tomme brødhylder og udsolgt for gær fredag formiddag.
- Vi har heldigvis eget bageri og der bliver bagt på livet løs, siger Bente Maibom
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.