Koncertpladsen rustes til regnvejr
Udsigten til heldagsregn presser billetsalget - men festen fortsætter
Opdateret kl. 17:06
Da Løkken Koncert løb af stablen i 2023, skete det i blændende sommervejr.
Sådan er vejrudsigten ikke i år.
Mildt sagt.
Meteorologerne har varslet regnskyller fra tidlig morgen til sen aften, så forsalget til den traditionsrige koncert i feriebyen er gået helt i stå.
Samtidig forsøger mange at sælge deres billetter i diverse grupper på Facebook.
Der er solgt 6500 billetter i forsalg, og der er langt op til de små 9000, der er plads til.
Alligevel holder manden bag Løkken Koncert, Kim Bach, humøret højt.
- Det er jo et vilkår, vi kender. Når vi arbejder udendørs, så er vi jo afhængige af det vejr, konstaterer han - tørt.
- Heldigvis ser det ikke ud til, at regnen kommer som skybrud - men mere stille og roligt. Det burde vores plads, som er en fodboldbane, kunne bære, siger koncertchefen.
Han oplyser, at arrangørerne på grund af vejrudsigten også sørger for, at der bliver opstillet fem store telte uden sider på koncertpladsen, hvor koncertgæsterne kan søge i ly for regnen.
- Men vi opfordrer selvfølgelig folk til at tage fornuftigt og varmt tøj på. Det vil sige gummistøvler og regnfrakker. Og er det ikke nok, så også en hue og et regnslag, siger Kim Bach.
Løkken Koncert slår dørene op kl. 12.30 og lukker dem igen kort efter kl. 23.
På plakaten er orkestrene Blæst, Benjamin Hav & Familien, Dodo & The Dodos, Magtens Korridorer og Nik & Jay.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.