Mand i livsfare efter eksplosion i fyr på landejendom
Yderligere en person blev kvæstet i ulykken, men er dog uden for livsfare. De pårørende er underrettet
Opdateret kl. 13:24
TÅRS: En 22-årig mand er i livsfare efter en eksplosion i et fastbrændselsfyr på en landejendom på Tidemandsholmsvej ved Tårs. Det oplyser vagtchef Per Jørgensen fra Nordjyllands Politi.
Ved eksplosionen blev en 43-årig mand også alvorligt kvæstet, men han er dog uden for livsfare.
Årsagen til eksplosionen er endnu ikke endeligt klarlagt, men der har formentlig været tale om en røggas-eksplosion i fyret, siger Per Jørgensen.
Tilsyneladende har de to mænd stået tæt på lågen ind til fyret, da eksplosionen fandt sted - de er så blevet ramt af den, da den blev slynget op af eksplosionen.
- Den 43-årige blev slået bevidstløs ved eksplosionen, men han er dog ikke i livsfare.
- Den 22-årige er derimod blevet ramt af noget i hovedet, og han er meget svært tilskadekommen og i livsfare efter ulykken, siger Per Jørgensen.
Politiet arbejder nu på stedet for at fastslå årsagen til ulykken.
- Umiddelbart er der tale om meget uheldige omstændigheder, de to mænd har stået lige ved siden af lågen, da eksplosionen fandt sted, siger Per Jørgensen.
De pårørende er underrettet.