Mange kører for stærkt på skoleveje
Hjørring Kommune med i landsdækkende kampagne
HJØRRING: Hjørring Kommune er gået sammen med, Rådet for Sikker Trafik, TrygFonden og politiet i en landsdækkende kampagne for at få bilisterne til at vise hensyn. En undersøgelse viser, at knap hver 5. kører for stærkt på skolevejene.
Den landsdækkende skolestartskampagne “Børn på vej” løber i perioden 10.-30. august. Plakater bliver sat op på mange skoleveje.
- Det er rigtigt vigtigt for os at skabe trygge og sikre forhold særligt på vejene omkring vores skoler. Vi som kommune håber meget på, at børnene i videst muligt omfang transporterer sig selv til skole, siger formand for Hjørring Kommunes Teknik- og Miljøudvalg, Søren Smalbro.
- Det kan vi alle sammen være med til at bakke op om ved at vise særligt agtpågivenhed, når vi møder en skoleelev på vores vej. Jo bedre vi er til det, jo flere børn og forældre får da mod på at lade børnene cykle eller gå til skole, og det er godt både for børnenes sundhed og indlæringsevne, klimaet og bidrager samtidig til mindre kaos på skolernes områder lige op til ringetid.
I august sidste år gennemførte politiet en fire ugers kontrol ved landets skoler og sigtede 6.200 personer for at køre for stærkt, viser tal fra Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.
- Man kan være så tidspresset om morgenen, at man fristes til at køre for stærkt. Men især nu hvor der er mange børn på skolevejene, er det særligt vigtigt at holde øje med sin fart og respektere fartgrænserne. Børn har svært ved at vurdere, om de kan nå at krydse vejen, hvis bilisterne kører for hurtigt. Så vær opmærksom og vis hensyn til børnene, siger Rosa Nissen, projektleder i Rådet for Sikker Trafik.
Kampagnen opfordrer også forældre og skoler til at træne børnene i at færdes i trafikken. Sommerferien er en god anledning for forældre til at få øvet børns rute til skole.
Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden har samlet gode råd til sikker trafik med børn til fods, på cykel og offentlig transport: www.sikkertrafik.dk/skolestart
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.