Sygdomme

Medarbejder smittet på plejecenter - besøgsrestriktioner forlænges

Medarbejder på Lundgården i Vrå er smittet - ingen symptomer hos beboere eller brugere af aktivitetstilbud

Lundgården i Vrå har en smittet medarbejder. Arkivfoto: Martin Damgård
Lundgården i Vrå har en smittet medarbejder. Arkivfoto: Martin Damgård

Opdateret kl. 16:41

VRÅ: En medarbejder på Lundgården er testet positivt for corona. Hjørring Kommune er gået i gang med at finde ud af hvem, der har været i nærkontakt med medarbejderen, så man kan træffe de nødvendige foranstaltninger.

Det oplyser Leif Serup, direktør i Hjørring Kommunes Sundhed-, ældre- og handicapforvaltning.

- Ingen beboere og eller brugere af aktivitetstilbuddet for demente har symptomer. Vi har sat gang i den sædvanlige procedure for at finde ud af, hvem der udover medarbejderen skal sendes hjem og hvem, der skal testes. Vi er i gang med at kontakte pårørende, siger Leif Serup.

Besøgsrestriktioner forlænget

Styrelsen for Patientsikkerhed har forlænget påbuddet om midlertidige besøgsrestriktioner på alle plejecentre i Hjørring Kommune og på visse botilbud, skriver Hjørring Kommune i en pressemeddelelse.

Forlængelsen af påbuddet sker på baggrund af forhøjet og udbredt smitte med Covid-19 i kommunen.

Påbuddet indebærer, at besøg som udgangspunkt fortsat skal foregå på udendørsarealer, og at besøg på indendørsarealer ikke kan finde sted, medmindre besøget sker i forbindelse med en kritisk situation eller den besøgende er nærmeste pårørende til beboeren. Påbuddet gælder fortsat både fællesarealer og beboernes egen bolig.

- Det er rigtigt ærgerligt og trist, at vi er blevet pålagt at forlænge besøgsrestriktionerne på plejecentrene. Vi ved, at det er meget svært både for vores beboere og for de pårørende. Med det høje smittetryk vi har i kommunen, har vi et særligt ansvar for at skærme vores ældre og skrøbelige borgere. Vi er alle sammen nødt til at gøre alt, hvad vi kan for at få smittetrykket i kommunen til at falde til et niveau, hvor Styrelsen for Patientsikkerhed igen vurderer, at det er forsvarligt at ophæve påbuddet, siger direktør for Sundheds-, Ældre- og Handicapforvaltningen, Leif Serup.

Alle plejecentre vil orientere både beboere og pårørende om forlængelsen af påbuddet om besøgsrestriktioner.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden