Mølle-naboer tæller storke og vinder sejr i klagesag: Drop nu de planer

Møllemodstandere i et område mellem Ilbro og Høgsted har fået medhold i, at der retslige mangler i lokalplanforslag for nye vindmøller 

Jesper Vanggaard og de andre naboer i Ilbro håber, at Hjørring Kommune nu dropper at sætte flere store vindmøller op mellem Ilbro og Høgsted. 
Jesper Vanggaard og de andre naboer i Ilbro håber, at Hjørring Kommune nu dropper at sætte flere store vindmøller op mellem Ilbro og Høgsted.  Foto: Bente Poder

Opdateret 08. marts 2023 kl. 14:06

Rettelse: Artiklen og den oprindelige overskrift har kunnet forståes sådan, at møllenaboerne har fået medhold i Planklagenævnet i klager over selve mølleprojektet. Det er imidlertid ikke tilfældet. Klagerne er ikke blevet behandlet, fordi plangrundlaget for møllerne endnu ikke er endelig vedtaget. Der er derfor tale om en hjemvisning af sagen. Modstanderne har i klagen påpeget retslige mangler i miljøvurderingen, og Hjørring Kommune har efterfølgende lavet en supplerende miljøvurdering for at leve op til loven. 

Et flertal i Hjørring Byråd besluttede i efteråret, at et lokalplanforslag for seks 173 meter høje vindmøller mellem Høgsted og Ilbro syd for Hjørring skulle sendes i offentlig høring.  

Utilfredse naboer til mølleområdet klagede imidlertid til Planklagenævnet, over  retslige mangler i miljøvurderingen og behandling af habitatdirektivet i forbindelse med lokalplanforslaget. Planklagenævnet har afvist at behandle selve klagerne, da kommuneplantillægget for møllerne endnu ikke er endelig vedtaget. Men Hjørring Kommune efterfølgende lavet en supplerende miljøvurdering, for at leve op til loven.   

Naboerne er nu spændte på, hvordan kommunen tackler hjemvisningen af sagen. 

- Vi opfordrer på det kraftigste til, at man tager kontakt til ansøger af mølleprojektet og via dialog forsøger at finde en alternativ placering eller helt nedlægger projektet. Der er brugt uanede resurser på sagsbehandling siden 2018, og man er slået tilbage til start, siger talsmand for naboerne, Jesper Vanggaard. 

I det mindste bør kommunen lave en ny høringsperiode, men Louise Faber, der er advokat for naboerne. 

- Der var mangler i miljøvurderingen i den første høringsfase i efteråret. Derfor bør der juridisk komme et ny høring om den supplerende miljøvurdering, siger Louise Faber. 

Der står i forvejen fem 150 meter høje vindmøller ved Høgsted ud til motorvejen samt syv møller på 46 meter i det nye mølleområde, men naboerne mener også, at det er løftebrud, at rækken af de store møller ud til motorvejen bliver forlænget. 

Naboer har vundet klagesag om vindmøller ved Ilbro

Det er imidlertid naturværdierne i området, som er naboernes vigtigste argument. Ilbro Ådal omkring Uggerby Å rummer et rigt dyreliv med både flagermus, masser af trækfugle, storke og også rød glente. 

- Vi har travlt med at registrere de forskellige dyrearter, hvoraf flere er særligt beskyttet som bilag IV arter. Det gælder bl.a. rød glente og den spidssnudede frø, som vi har registreret i området. Det burde efter vores mening være nok til at stoppe planerne, siger Jesper Vanggaard.

Der står i forvejen fem 150 meter høje vindmøller ved Høgsted. Foto: Claus Søndberg

 Processen fortsætter

Borgmester Søren Smalbro (V) mener, at processen omkring opstilling af møller i området må fortsætte. 

- Hvis man ikke kan sætte vindmøller op klos op af motorvejen, hvor der i forvejen står møller, så er der jo ingen steder, det er muligt. Man vil nok altid kunne finde et dyr, der blokerer for det. Det er min holdning, at vi skal fortsætte planlægningen i det område, siger Søren Smalbro. 

Formand for kommunens teknik og miljøudvalg, Søren Homan (K), der er nyvalgt i Hjørring Byråd, har ikke tidligere været med til at behandle sagen i Ilbro, og han ikke gjort sin egen holdning til projektet op. 

- Men vi er pludselig i en ny virkelighed, hvor regeringen pålægger os at finde egnede steder til endnu flere vindmøller for at gøre os fri af naturgas. Jeg mener, at kommunerne i Vendsyssel hurtigst muligt skal samles og forsøge f.eks. at finde et fælles område, hvor der kunne etableres en slags energi-ø på land. Vi bliver nødt til at samarbejde, hvis vi skal løse det her, siger Søren Homan. 

Han hører også landspolitikere tale om, at staten kan blive nødt til at overtage opgaven med at finde plads til møllerne, hvis kommunerne ikke kan finde egnede steder. 

Mølleprojektet ved Ilbro kommer formentlig først til ny politisk behandling til august. 

Regeringens udmelding om væsentligt flere landvindmøller bekymrer imidlertid også naboerne i Ilbro.

- Man kan da frygte, at de nu slækker væsentligt på lovgivningen i forbindelse med opstilling af vindmøller. Vi er ikke imod vindkraft, og vi har i forvejen udsigt til 30 vindmøller. Men vi mener, at dette område er totalt uegnet på grund af naturværdierne, fastslår Jesper Vanggaard.   

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden