Louise afslører sin mors utroskab i bog om svær nordjysk opvækst: - Det værste var manglen på følelsesmæssigt nærvær

Hvis man finder en plads i læ, har solstrålerne så meget magt, at de kan drive temperaturen væsentligt højere op, end årstiden egentlig berettiger til. 

Men strålerne virker ikke helt på Louise Rams, der ser ud til at fryse.

Den 50-årige forfatter er tilbage i sin fødeby, Tårs.

Egentlig virker hun lidt utilpas blot ved tilstedeværelsen. Og hun lægger da heller ikke skjul på, at tiden - barndommen - hun havde i byen, var svær.

- Jeg har ikke kun gode minder herfra. Det er hårdt at komme til Tårs, siger hun med en alvorlig mine.

Men alligevel har hun på det seneste beskæftiget sig rigtigt meget med stedet, med barndommen - og også med sin mor.

For netop de tre ting gjorde hende ondt. Og minderne har hun taget et opgør med i sin helt nye bog - "En dag med gode hensigter", som netop er udgivet.

- Det her er fortællingen om mit livs store smerte, fortæller Louise Rams.

Og hun lægger ikke skjul på, at bogudgivelsen har givet ballade i familien.

Om Louise Rams

• Hun er født i 1971, og voksede op i Tårs i Vendsyssel. I dag er hun 50 år.
• Louise Rams er forfatter og arbejder desuden som psykoterapeut.
• "En dag med gode hensigter" er hendes sjette bog. Bogen er er tidsbillede af Vendsyssel i 1980'erne - men først og fremmest også en beskrivelse af et problematisk forhold til en mor, der igen og igen forfalder til utroskab.
• Louise Rams er gift med hollandske Walter, og parret har to piger. De har boet i Århus Nord i de seneste seks år - og før det boede familien 14 år i Sulsted.
• Louise Rams har tidligere undervist i humanistisk informatik på universitetet i Aalborg.

Et opgør, der gør ondt

"En dag med gode hensigter" er en roman, der kan mærkes - og måske i virkeligheden på et helt lokalsamfund.

Louise Rams er datter af en kendt figur i Tårs - den tidligere vognmand, Preben E. Rams. 

Men omdrejningspunktet i bogen er først og fremmest en mor, der ikke har givet Louise Rams, den barndom, som hun ønskede sig. 

- Den allerførste kærlighedshistorie for et barn handler om mor og far, og min mor var min første helt store kærlighed. Man skal ikke undervurdere, hvilken betydning de allerførste omsorgspersoner har, siger hun og tilføjer:

- Det værste for mig var manglen på følelsesmæssigt nærvær fra min mor.

Ifølge Louise Rams har moderen et utilregneligt raseri, til tider slår og håner hun sine børn - og sidst men ikke mindst bliver datteren igen og igen en ufrivillig tilskuer til moderens hyppige utroskab overfor faderen.

Adskillige affærer

I bogen er der flere beskrivelser af utroskaben. Som i uddraget herunder, hvor Louise Rams en dag i 1980 kommer hjem fra skole i frokostpausen. I entréen finder hun et par fremmede grønne gummistøvler - og med bange anelser, træder hun kort efter ind i hjemmets dagligstue:

Der så jeg dem. Liggende på hjørnesofaen. Min mor lå nederst. Han var oven på min mor med bukserne nede om anklerne. Jeg kunne se hans bare mandeballer. Det havde jeg aldrig set før. Hun stønnede og bevægede kroppen. 

(...) 

Jeg skreg. Løb ind på badeværelset. 

I løbet af få sekunder var manden ude af huset, havde startet sin bil og var kørt væk. Som en pryglet hund skyndte han sig med bøjet nakke. Uden at se på mig. Skamfuldheden klædte ham. 

Jeg græd højlydt. Min mor forsøgte at trøste mig.

"Det var ikke meningen, du skulle se det her", sagde hun.

"Jamen, du vidste jo, at jeg kom hjem for at spise i middagsfrikvarteret", græd jeg.

(...) 

"I lå bare der med bukserne trukket ned, og du stønnede..."

"Det gør jeg altid..."

Min mor begyndte at grine og holdt sig for munden. Hun så drømmende frem for sig.

(...)

Flere gange mødte jeg manden på min mors sofa i bybilledet. Jeg vidste, hvor han boede, og jeg kunne genkende hans bil. Jeg hadede den type biler. Vi undgik øjenkontakt, når vi så hinanden i supermarkedet. Jeg hørte, at han var blevet gift. Hans kone skulle bare vide.

- Jeg vil ikke skabe drama

Louise Rams er klar over, at det er meget følsomt at udgive en bog med så intime detaljer om familiens liv. Og specielt når Tårs - en by med under 2.000 indbyggere - spiller så stor en rolle i hendes fortælling. 

- Jeg har ikke skrevet det her for at skabe drama eller for at få hævn. Men det var sådan, min barndom var. Jeg var øjne og ører til begivenhederne, og det har haft nogle konsekvenser for mig.

Det var for hende en vanskelig opgave at navigere i barndomshjemmet, hvor moderens utroskab og raserianfald satte dagsordenen.

- Jeg blev meget observerende. God til at aflæse stemninger og til at aflæse menneskers følelser. Jeg blev mere opmærksom på andre, end på mig selv, fortæller Louise Rams, der understreger, at moderen dog også til tider var charmerende og i det hele tager har sider, som hun beundrer. 

Ligeledes mener hun, at det næppe er bevidst, at moderen har påvirket barndomsårene negativt. 

- Jeg er ikke vred på min mor. Men det ændrer ikke ved, at det gør ondt at blive trådt over fødderne, selvom det er en blind, der gør det. Og jeg har ikke været så pansret, at jeg bare kunne lukke ned for de indtryk, jeg blev præsenteret for, siger hun og tilføjer:

- Jeg har arbejdet meget med at acceptere, at min mor ikke elskede mig på den måde, jeg havde brug for. Og også ind i voksenlivet har der været nogle mønstre, som jeg blev nødt til at stoppe. Jeg har været nødt til i perioder at trække mig fra familien, for ellers kunne jeg ikke holde til det. 

Et natligt herrebesøg

I bogen er det tydeligt, at Louise Rams' far ikke bifalder moderens eskapader. I det følgende uddrag fra bogen er moderen kommet hjem til familie-morgenmad - efter at have været på natligt herrebesøg.

Far sagde ikke så meget. Han tog kaffekoppen op til munden, rejste sig og stillede sig op ad radiatoren i køkkenet. Han så direkte på mor.

- Det er noget mærkeligt noget med sådan en tur, sagde han spidst.

- Ja, men sådan er det bare, sagde hun og bed over rundstykkerne med læberne krænget op. Hun blottede sine tænder, så læbestiften ikke blev tørret af på rundstykket.

Mor kiggede ud af køkkenvinduet. Frida bøjede sit hoved og sagde noget, som jeg ikke kunne høre. Hun begyndte at græde og skjulte sit ansigt i hænderne. Jeg så forstenet til.

Mor vendte hovedet mod hende og begyndte at grine.

Jeg blev ked af det, men sad bare stille og så det hele ske. Min fars hurtige bevægelser. Som stukket af en hveps for han hen mod køkkenbordet, hen mod mor, og gav hende en lussing på den ene side af hovedet.

Den stivnede stemning ændrede sig. Mor fløj op af stolen og stak i hyl.

- Bogen har presset sig på

Det store spørgsmål er dog, hvorfor Louise Rams - der tidligere har skrevet fem bøger - overhovedet ønsker at dele sine oplevelser med omverdenen.

Kunne du ikke have skrevet det her i eksempelvis en dagbog?

- Jamen, jeg er forfatter. Det er det, jeg er i mit hjerte. Og en bog giver først mening når den møder læserne. Musik giver jo eksempelvis heller ikke mening, hvis ikke der bliver lyttet til den. Jeg kunne aldrig bruge så lang tid på at skrive en bog - og så bare lægge den i en skrivebordsskuffe, siger hun og tilføjer:

- Det her har ligesom været en historie, der har været inde i mig altid. Den har presset sig på, og jeg har tænkt over at skrive den i mange år. Jeg vil tro, at processen med at gøre historien til en bog har varet i fem-seks år, fortæller hun.

Fiktion eller virkelighed

Louise Rams kalder sin bog for en roman - for det har givet hende det nødvendige albuerum i skriveprocessen

- Jeg har ikke lyst til at folk skal tro, at det er dokumentarisk. For jeg har konstrueret scener, jeg ikke selv har oplevet - og jeg har også rekonstrueret dialoger. Men det er virkelige hændelser det hele. Der er ikke noget, der ikke er sket, fastslår hun.

- Jeg har haft mange overvejelser om, hvordan jeg skulle gøre det. For der kan jo være mange versioner af, hvad der skete. Men det her er min version af historien. I en barndom er det jo sådan, at der er noget, man overhovedet ikke kan huske. Og så er der ting, man husker ned i mindste detalje - og følelser man aldrig glemmer. Jeg laver nedslag i ting, der har betydet rigtigt meget for mig - og har haft indflydelse på min dannelse og på den, jeg er i dag. Der er mange ting i vores liv, vi ikke kontrollerer, men her er det mig, der bestemmer, hvad der skal med, og hvad der ikke skal, siger hun.

Nogle er skjult - andre ikke

I bogen er det sådan, at nogle af personerne fra Tårs er skjult - andre kan mange fra lokalområdet formentlig gætte identiteten på - mens andre igen er gengivet ved deres rigtige navne.

Hvordan har du navigeret I, hvad du skulle gøre i forhold til identifikationen?

- Ved dem, der er døde - eller dér, hvor det er helt ufarligt - har jeg gengivet navnene, fortæller Louise Rams.

Det gælder eksempelvis hendes i dag afdøde far, Preben E. Rams.

Andre af figurerne er dog formentlig også ret lette for indbyggere i Tårs at identificere. Det gælder eksempelvis 1980'ernes lærere på Tårs Skole - hvor Hove er blevet til Holt, Clausen er blevet til Claesen og Søndergaard er blevet til Sønderbro. Lærerne er vel at mærke ikke en del af moderens sexliv, men i beskrivelserne af barndommen tjener de alligevel et formål.

- Jeg har skrevet noget, som er meget tæt på virkeligheden, fordi det på den måde også er et bevis på, at de her ting faktisk er sket. Men omvendt har jeg gjort det til en roman for også at beskytte folk. Hvis ikke, jeg risikerede at såre nogen, så havde jeg jo nok i virkeligheden bare brugt de rigtige navne hele vejen igennem.

Udover persongalleriet fra lokalsamfundet er bogen også en rejse tilbage til 1980'ernes Tårs. Til datidens butikker - som eksempelvis radio- og tv-butikken Baadsgaard - og til lokationer som Tårs Skole, Anlægget og Johannes Hansens Vej. Og selv om dele af barndommen var hård, så understreger Louise Rams, at hun også har mange vidunderlige minder fra byen.

- Det har været vigtigt for mig at beskrive miljøet i Vendsyssel på det tidspunkt. For det er jo det, jeg kan huske.

- Og jeg er faktisk også indtil videre blevet mødt utroligt kærligt af dem, der har læst bogen. Flere folk, som kender min familie, har været glade for at læse den. Og mange har givet udtryk for, at de sætter pris den måde, som jeg beskriver byen på. De har nydt at blive taget med i Anlægget - eller til skulpturen af næsehornet i skolegården. Men jeg vil også sige, at hvis jeg stadig boede i Tårs, ville jeg nok ikke kunne have skrevet bogen. Jeg har brug for den distance, som jeg har fået i dag, siger Louise Rams.

De seneste år har hun med sin familie boet i Århus.

Hårdt for familien

Ifølge Louise Rams har det været hårdt for familien, at bogen udgives. Specielt selvfølgelig for moderen, der i dag er 87 år.

- Når man skriver om en svær barndom, så synes familien jo ikke, det er en fest. Nogle gange er det som om, at en familie er som en hær, der skal holde på sine soldater. Vi skal helst have den samme fortælling og være ens. Men det er vi ikke. Vi er overhovedet ikke ens i min familie, siger hun og tilføjer:

- Min familie havde helst set, at den her bog ikke blev udgivet. Men der er ikke et gran af tvivl i mig i forhold til udgivelsen. Vel vidende at det gør ondt på dem, så har jeg valgt at betale den pris. Jeg har brug for at fortælle min egen historie.

- Dybest set tror jeg, at det at få lov at beskrive, at sådan så det ud fra min side, har været en stor befrielse. Et ønske om at blive forstået ligger dybt i mig.

Hvordan har din mor reageret?

- Hun har respekt for, at det er mine oplevelser. Hun har også noget anger omkring det, der er sket, og vi har haft nogle værdifulde samtaler om det, siger Louise Rams, der inden romanen blev udgivet, læste hele bogen højt for sin mor.

- Det var hårdt for hende, men hun er faktisk også den i familien, der har taget det allersejest. Hun havde helst set, at bogen ikke blev udgivet, men hun benægter ikke noget.

Flere gange gennem de seneste år har familien ikke været på talefod. Og det er også sådan, situationen er nu.

- Det er meget, meget smerteligt, når man ikke har det godt med hinanden i en familie. Men det er næsten mere smerteligt at prøve, når grundlaget ikke er der. Så kan det være nødvendigt at trække sig. Nogle gange elsker man sine nærmeste mest på afstand. For vi sårer hinanden, når vi er sammen.

Håber, at give andre noget

Selv om det har været hårdt for Louise Rams at lave bogen, så håber hun, at andre kan få noget ud af at læse hendes historie.

- Måske er der nogle andre, der kan spejle sig i den her historie om familie-hemmeligheder, der bliver gemt. Og måske er det i virkeligheden okay, at vi bare snakker om tingene. Måske er det godt nok at dele noget, som vores forældregeneration ikke ville snakke om, siger hun.

- Jeg har selv haft meget glæde af at læse om, når andre har skrevet om deres liv. Jeg synes ikke, det er godt, når man går og bærer ting alene. Det hjælper at dele sine oplevelser med andre. Og på baggrund af det, jeg har skrevet, har jeg allerede nu fået mange tilkendegivelser fra folk, der fortæller om, at de også havde svære ting at håndtere i deres barndomshjem.

Mor: - Det er hårdt

Nordjyske har i forbindelse med artiklen her kontaktet Louise Rams' mor, der siger sådan her om bogudgivelsen:

- Jamen, jeg er jo lidt skuffet over den. Jeg synes, det er overdrevet og en sørgelig bog. Jeg har måttet acceptere, at hun vil udgive bogen, og det har jeg selvfølgelig svært ved. Det er trist, men der er ikke så meget at gøre ved det. Men det er hårdt, siger moderen og tilføjer:

- Begivenhederne var, som de var. Jeg havde gerne set, at det var beskrevet mere positivt - men det er jo Louises valg, siger moderen og ønsker ikke at kommentere bogen yderligere.

"En dag med gode hensigter" blev udgivet umiddelbart inden påske.