Natur

Mystisk fund i sandet: Strandgæst klør sig i håret

Hvad er det, der har set dagens lys i strandsandet?

Mystiske jerndimser, der minder om enorme søm, stikker op af sandet lige syd for Løkken Læmole.
Mystiske jerndimser, der minder om enorme søm, stikker op af sandet lige syd for Løkken Læmole. Foto: Torben Hansen

Opdateret 22. oktober 2023 kl. 10:20

Benny Jensen kløede sig noget i håret, da han gik tur på stranden i Løkken.

Op af sandet, lige syd for læmolen, stak to - næsten - snorlige rækker af det, der vel mest ligner forvoksede søm.

Og man forstår godt Benny Jensen. For hvad er det for nogle javertusser?

Er det resterne af de omkring 300 trykudligningsrør, som opfinder Poul Jakobsen i 2016 ulovligt gravede ned i Løkken? 

Umiddelbart ikke, for det foregik vist nord for læmolen.

Det ligner heller ikke et af de mange skibsvrag, som fra tid til anden dukker op på de nordjyske strande i takt med tidevandet.

Så hvad er det?

Metaldimserne står på rad og række og er blevet åbenbaret i forbindelse med, at sand er blevet flyttet fra stranden syd for molen til stranden jord for molen. Foto: Torben Hansen

Materialet ligger fast. I hvert fald ifølge Benny Jensen

- Det er jern, så pas på jeres børn og dyr, skriver han i Facebook-gruppen "Løkken - Opslagstavlen".

Nordjyske gav strandfoged Jann Andreas Christian Thomsen et opkald i jagten på en opklaring af mysteriet.

Også han klør sig i håret.

- Jeg ved ikke, hvad det er. Det er for at være ærlig, siger han.

Strandfogeden har dog et bud på, hvad det kan være. Noget, der knytter sig til en stolt strandtradition i Løkken.

Byens knap 500 hvide badehuse.

- Jeg tror, det kan være nogen, der har været brugt for at se, om man kunne binde badehusene fast.

Jann Andreas Christian Thomsen mener, at de forvoksede søm på rad og række er dukket op i forbindelse med, at der er høstet sand på sydsiden af molen for at sandfodre på nordsiden af læmolen, hvor erosionen er værst.

Uanset hvad det er, ser ikke ud til at være noget, der er særligt fedt at have til at stikke op af sandet midt på en strand.

- Det er det heller ikke. Det kan vi hurtigt blive enige om, siger strandfogeden.

Sådan en javertus vil ikke være sjov at sparke en bar fod ind i. Foto: Torben Hansen

Han oplyser, at det er Hjørring Kommune, der har tilsynspligten på stranden.

Men ellers regner han med, at rækken af metaldimser snart er skjult igen.

- Sandet skal nok komme igen. Det er overhovedet ikke noget problem.

Gummiklump og stenkunst

De nordjyske strande byder jævnligt på opdagelser, der får folk til at undre sig. Det er ikke bare døde hvaler og klumpfisk, der tiltrækker sig opmærksomhed.

I august 2021 fik en mangeårig abonnent på Nordjyskes udgave i Thisted en uventet oplevelse, da han spadserede sig en tur på stranden mellem Vorupør og Bøgstedrende og pludselig fik øje på stenkunst i sandet, der ikke var signeret som anden stor kunst.

I december samme år gned den norsk-bosatte danske turist Oscar Søndberg sig i øjnene, da han på stranden ved Rødhus stødte på en enorm gummiklump, som viste sig at være en fender, der bruges af store tankskibe.

Sidder der læsere derude, som kan kaste lys over mysteriet på stranden i Løkken, så send en mail til journalist Ole Fink Mejlgaard på ofm@dnmh.dk

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden