Nordjysk topattraktion har fundet ny leder
Erfaren erhvervsleder bliver ny direktør på Nordsøen i Hirtshals
Der er fundet en ny førstedame til den nordjyske top-attraktion, "Nordsøen Oceanarium" i Hirtshals. Udover det store akvarium kommer hun også til at være frontfigur for "Nordsøen Forskerpark".
Det er netop oplyst i en pressemeddelelse, at det er Hanne Kvist, der bliver stedets nye direktør. Og det skaber tilfredshed hos bestyrelsesformanden Jørgen Christensen, at en enig bestyrelse står bag valget.
- Med ansættelsen af Hanne Kvist får vi en direktør, som kan fortsætte den gode udvikling, som såvel Nordsøen Oceanarium og Nordsøen Forskerpark befinder sig i. Begge virksomheder er i god gænge og godt rustet til fremtidens udfordringer. Den udvikling overlader vi nu til Hanne Kvist, som i samspil med Nordsøens engagerede medarbejdere og bestyrelserne får mulighed for at komme endnu videre, udtaler Jørgen Christensen i den førnævnte pressemeddelelse.
Det var i starten af december 2023, at det stod klart, at det var nødvendigt at finde en ny frontfigur i Hirtshals. Ved den lejlighed meddelte Nordsøen Oceanarium nemlig, at den mangeårige direktør Karl Henrik Laursen ønskede at stoppe.
En aktiv netværker
Ifølge bestyrelsen er det "en aktiv netværker" med en solid baggrund i fiskeindustrien, som nu er udpeget som ny leder.
Hanne Kvist er i dag bosiddende i Nørresundby, og hun har været ansat hos Royal Greenland A/S siden 2006. I dag varetager hun en lederstilling som "Director, Group Marketing & Digital. Hun har tidligere i syv år været ansat i medicinal- og medicoindustrien.
Hanne Kvist har gennem sin karriere beskæftiget sig med forretningsudvikling, formidling indenfor forskning og udvikling, bæredygtighed samt branding og markedsføring. I de senere år har hun også været aktiv inden for erhvervsfremme og interessevaretagelse i netværk og politiske fora. Hun er blandt andet næstformand i bestyrelsen for Erhvervshus Nordjylland.
Hanne Kvist tiltræder i Hirtshals 1. august - og i pressemeddelelsen siger hun sådan her om sit nye job:
- Nordsøen Forskerpark og Nordsøen Oceanarium er yderst veldrevne og vigtige institutioner indenfor henholdsvis forskning og udvikling og indenfor formidling og turisme. Det er derfor med stor glæde og ydmyghed at jeg ser frem til at blive en del af huset og, sammen med den erfarne organisation, at videreudvikle de mange spændende aktiviteter. Jeg glæder mig også meget til at samarbejde med Forskerparkens lejere og brugere, og det betydelige eksterne netværk, der deler passionen for at levere forskning og forretningsudvikling i høj international klasse til gavn for fremtidens fiskeri, akvakultur og de mange tilstødende brancher der lever af og ved havet.
Den afgående direktør Karl Henrik Laursen ønskede at stoppe ved udgangen af marts. Det betyder, at bestyrelsesformand Jørgen Christensen varetager direktøropgaverne frem til Hanne Kvists tiltrædelse 1. august.
- Nordsøcentret og Nordsømuseet blev opført i Hirtshals i 1984. I dag drives de to virksomheder med fælles ledelse som Nordsøen Forskerpark (erhvervsdrivende fond) og Nordsøen Oceanarium (selvejende institution og godkendt statsanerkendt zoologisk anlæg).
- Nordsøen Forskerpark er en business, udviklings- og forskerpark af international standard. 13 medarbejdere varetager ca. 25 lejemål fordelt på 20.000 kvm bygninger. Senest har DTU udflyttet to af sine universitetsuddannelser til Hirtshals.
- Nordsøen Oceanarium er Nordeuropas største akvarium med ca. 200.000 gæster årligt. Der er 39 fastansatte medarbejdere og ca. 50 sæsonansatte.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.