Nordjyske Lisbet er blevet høvding i afrikansk landsby

Lisbet Hansen blev æret, da hun overrakte nøglerne til ny skole

I forbindelse med åbningen af en skole i Nwogu i det nordlige Ghana blev nordjyske Lisbet Hansen udnævnt til høvding. <i>Privatfoto</i>

I forbindelse med åbningen af en skole i Nwogu i det nordlige Ghana blev nordjyske Lisbet Hansen udnævnt til høvding. Privatfoto

VENDSYSSEL:Nordjyske Lisbet Hansen er netop blevet udpeget til noget så specielt som at være høvding i en afrikansk landsby.

Baggrunden er, at Lisbet Hansen i en årrække har drevet en lille hjælpeorganisation - "FruHansensPlan" - som arbejder i Ghana.

Lisbet Hansen er formand for foreningen bag FruHansensPlan, og hun har besøgt Ghana rigtig mange gange i forbindelse med hjælpeprojekterne. Siden 2014 har foreningen udført socialt arbejde i et slumkvarter i Ghanas hovedstad Accra, bygget brønde og vandtanke, støttet de fordrevne ”heksekvinder” og bygget en lille computerskole i det nordlige Ghana – og her i starten af 2023 blev det største byggeri så færdigt, nemlig en bygning med tre klasseværelser samt kontorer i forbindelse med en eksisterende skole i landsbyen Nwogu.

Behovet for bygningen var stort - for Lisbet Hansen har ved selvsyn set, at børnene måtte undervises under træer og små halvtage i den lille landsby. Det betød samtidig også, at undervisning stort set var umulig i regntiden.

Lisbet Hansen er i Vendsyssel nok mest kendt for - sammen med sin mand Uffe Nielsen - at drive Café Vognporten på Børglum Kloster. Parret står også bag spisestederne "Den Gamle Smedje" samt Teatercaféen "Hos Uffe" i Hjørring. <i>Arkivfoto: Bente Poder</i>

Lisbet Hansen er i Vendsyssel nok mest kendt for - sammen med sin mand Uffe Nielsen - at drive Café Vognporten på Børglum Kloster. Parret står også bag spisestederne "Den Gamle Smedje" samt Teatercaféen "Hos Uffe" i Hjørring. Arkivfoto: Bente Poder

Den nye skolebygning er opført med stor støtte fra "Brønderslev Rotary", og FruHansensPlan har derudover selv finansieret mere end halvdelen af projektsummen - via medlemmernes kontingenter og indtægter ved foredrag.

Fest for skolebygning

Her i januar var Lisbet Hansen så i Ghana for at indvie skolen. Med på rejseholdet var hendes mand, Uffe Nielsen, der nok er mest kendt som restauratør på Teatercafeen "Hos Uffe", hvor ægteparret begge har deres dagligdag. Med på turen var også foreningens kasserer, Birgit Hedegård, samt deres gode venner Anna Marie og Poul Berg.

Skolen ligger i landsbyen Nwogu i det nordlige Ghana. <i>Privatfoto</i>

Skolen ligger i landsbyen Nwogu i det nordlige Ghana. Privatfoto

- Jeg har før været med til diverse indvielser i Ghana, når vi har åbnet en ny vandtank og så videre. Men det kom bag på mig, hvor meget arbejde der var lagt i festen denne gang, fortæller Lisbet Hansen.

Der var sat pavillon op, der var stole til alle - og der var også et stort musikanlæg med mikrofon. Den øverste høvding for området ankom i bil med hele sit følge, lige som der var repræsentanter for skolevæsenet i det nordlige distrikt. Desuden var der besøg af flere journalister og kamerahold, og et sammendrag fra dagen blev senere sendt på ghanesisk lokal-tv.

Der blev holdt et utal af taler fra de højtstående medlemmer af landbyrådet samt skolens leder og undervisere, og Lisbet Hansen måtte også i hast improvisere en tale til de fremmødte. Børnene optrådte med dans, og en kvindelig repræsentant for de store elever holdt også en takketale.

Dagens højdepunkt var dog høvdingens tale, hvor han afslørede, at som tak for bygningen ville han udnævne Lisbet Hansen til høvding for udvikling i Nwogu. Det var en højtidelig ceremoni.

Bagefter klædte kvinderne Lisbet Hansen på i en flot høvdingedragt, fremstillet af håndvævet klæde. En temmelig kostbar gave for en lille landsby at skænke. 

Fra dansk side kunne Lisbet Hansen og hendes mand Uffe Nielsen også give en gave til høvdingen - i form af ”Hjørring-bogen”. Og derefter kunne Lisbet Hansen højtideligt overrække nøglerne til skolen til byens høvding - der så kunne låse skolen op, så hele delegationen kunne lade sig fotografere i de nye flotte klasseværelser.

Lisbet Hansen var i Ghana første gang i 2014 som frivillig hos "From Heart to Hand". Det ophold blev starten på hendes eget projekt i Ghana - FruHansensPlan. <i>Privatfoto</i>

Lisbet Hansen var i Ghana første gang i 2014 som frivillig hos "From Heart to Hand". Det ophold blev starten på hendes eget projekt i Ghana - FruHansensPlan. Privatfoto

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.