Nu afgøres sag om tragisk dødsulykke: Så hårdt kan 24-årig blive straffet
Sag om tragisk dødsulykke med fem unge mænd ved Hjørring skal nu afgøres ved Retten i Hjørring. 24-årig tiltalt risikerer flere års fængsel.

En ung mand mistede livet, mens tre andre blev alvorligt kvæstede i den alvorlige ulykke på Frederikshavnsvej Foto: Jan Pedersen
HJØRRING:En 26-årig mand, der var passager i bilen blev dræbt, tre andre blev alvorligt kvæstede, og de kommer til at have varige mén resten af deres liv.
Nu skal det afgøres, om en 24-årig mand fra Hjørring, under særligt skærpende omstændigheder, var skyld i den tragiske dødsulykke 30. oktober 2021. Her sad den 24-årige bag rattet i en BMW, som klokken 00.30 med høj fart kørte af vejen og ind i nogle træer på Frederikshavnsvej mellem Hjørring og Sønderskov.
Den 24-årige, der slap med få skader fra ulykken, skal torsdag afgive forklaring ved Retten i Hjørring, hvor han er tiltalt for at have kørt vanvidskørsel med en fart på 140 km/t og en alkoholpromille på mindst 1,27. Dermed skal sagen behandles efter de skærpede regler for vanvidskørsel.
Derfor er der også tale om en nævningesag, da anklageren vil kræve en straf på mere end fire års fængsel. Den 24-årige er tiltalt for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder, samt tre tilfælde af uagtsom, betydelig legemsbeskadigelse under særligt skærpende omstændigheder.
De tre kvæstede passager har alle haft langvarige indlæggelser med bl.a. brud på ryggen, og en af passagerne i bilen har fået en svær hjerneskade. Den tragiske ulykke affødte efterfølgende en voldsom rygtestrøm på sociale medier, og det fik på et tidspunkt faderen til en af kvæstede passagerer til at komme med et opråb om ro til familien.
Folketinget hævede sidste år strafferammen markant for vanvidskørsel, og står det til anklageren får det betydning for sagen, der kommer til at køre over de kommende tre måske fire dage.
Når vanvidskørsel ender i trafikdrab
- En del af strafskærpelserne for vanvidskørsel, som trådte i kraft 1. marts 2021, er markant højere straffe for uagtsomt manddrab og uagtsomt legemsbeskadigelse i forbindelse med vanvidskørsel.
- Der er tale om særligt skærpende omstændigheder - og dermed vanvidskørsel - hvis nogen kommer til skade eller dør i forbindelse, når:
- - Føreren kører spirituskørsel eller narkokørsel
- - Hvis føreren på grund af sygdom, svækkelse, overanstrengelse, mangel på søvn, påvirkning af opstemmende eller bedøvende midler eller af lignende årsager befinder sig i en sådan tilstand, at han eller hun er ude af stand til at føre køretøjet på fuldt betryggende måde
- - Eller kører særlig hensynsløs kørsel
- Straframmen for uagtsomt manddrab blev i samme ombæring hævet med 150 procent for uagtsomt manddrab, og med 100 procent for uagtsomt legemsbeskadigelse.
- Det betyder, at uagtsomt manddrab nu som udgangspunkt bliver straffet med fængsel i tre år og fire måneder til tre år og ni måneder. Tidligere lå straffen mellem 16 og 18 måneder.
- Straffen for uagtsom betydelig legemsbeskadigelse koster nu som udgangspunkt fængsel fra fire måneder til et år. Tidligere lå straffen mellem 60 dage til seks måneder.
Justitsministeriet og FDM
- Det er vores opfattelse, at der skal ske en betydelige strafskærpelse ud fra de nye regler om vanvidskørsel. Og når der er lagt op til en straf på mere end fire års fængsel, så skal den køre som en nævningesag, udtaler anklager Morten Sønderby, der dog ikke forud for sagen vil sige, hvilken straf anklagemyndigheden vil gå efter.
Men når der er tale om uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder - som det er, når der er alkohol involveret - straffes der med minimum tre år og ni måneders fængsel og helt op til 10 års fængsel.
Foreløbig er der meget få så alvorlige sager, der er blevet afgjort efter de nye regler. Men i juli i år, blev en 20-årig mand i København idømt tre år og ni måneders fængsel for uagtsomt manddrab i forbindelse med kapkørsel med høj fart. Her blev en 21-årig årig mand ramt og døde.
Torsdag er afsat til afhøring af den tiltalte og vidneafhøringer. Der ventes først at falde dom i sagen mandag eller tirsdag i næste uge.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.