Jonas stod med et luksusproblem. Nu nærmer han sig en arving til gården
Der bliver kysset, så det næsten driver ned ad fladskærmen i sidste afsnit af Landmand søger Kærlighed, hvor Jonas fra Vendsyssel traf sit afgørende valg - men hvordan går det med kærligheden, her tre måneder efter kameraet blev slukket
Opdateret 31. oktober 2024 kl. 08:29
Hvis du ikke har set afsnit 13 af "Landmand søger Kærlighed", som allerede nu er på TV2 Play, skal du ikke læse videre. Der afsløres detaljer fra afsnittet i artiklen. Afsnittet sendes på TV2 5. november.
Han er i begyndelsen af 30'erne, og med et landbrug i Snevre mellem Bjergby og Horne i Vendsyssel er der sådan set nok at se til.
Men det kunne jo være lidt sjovere at have andre på gården at snakke med end sin hund.
Så Jonas Ellitsgaard Jensen accepterede udfordringen i stiv arm, da en kammerat havde meldt ham til TV2-programmet "Landmand søger Kærlighed".
Nu er tiden kommet, hvor 13. og sidste afsnit ruller over skærmen: Her skal Jonas træffe det svære valg i det nedbarberede kvindefelt: Skal det være Stine eller Katrine?
For gammel
- Det er et rigtigt svært valg, jeg skal træffe - for det er jo to skønne piger, der gerne vil have mig. Det er et luksusproblem, som han siger i begyndelsen af afsnittet.
Herefter er det tid til de sidste og afgørende dates: 33-årige Stine er inviteret med i Kornets Hus syd for Hjørring, hvor parret skal hygge, kysse og snakke, mens der bages hindbærsnitter.
- De smagte næsten ligeså godt som dig, lyder det kækt fra Jonas.
Imens venter den anden kandidat - Katrine - hjemme på gården.
- Jeg har det lidt stramt med, at Jonas er alene afsted med Stine, erkender hun.
For at få tiden til at gå, rydder hun lidt op i Jonas' køleskab, hvor ungkarle-tilværelsen blandt andet har materialiseret sig i dressing, der er gået et par år over bedst før-datoen.
Bor i Stenum
Da der skal dates med Katrine, foregår det i klitterne ved Vesterhavet - også her hyggesnakkes og kysses der.
Og det er Katrine valget ender med at falde på - og så tager de to ellers på kæreste-weekend i Aarhus med alt lige fra streetfood til trampolin-hop.
Optagelserne til programmet stoppede i slutningen af juli, og det store spørgsmål er nu: Hvordan går det med Jonas og Katrine?
- Jamen, vi er stadig sammen, afslører Jonas, da Nordjyske kontakter ham.
Katrine - der har to børn på henholdsvis tre og syv år fra et tidligere forhold - bor i Stenum nær Brønderslev, så parret er heldige, at afstanden ikke er så lang.
Når hun ikke har sine børn, så er hun på gården i Snevre med Jonas - og ellers er han også på besøg i Stenum i ny og næ.
Da Nordjyske tidligere på året snakkede med ham, drømte han om at finde en kæreste, der ville have et barn med ham.
Hvordan går det så med planerne om en arving til gården?
- Katrine vil heldigvis gerne være med til at blive mor igen - og give mig den oplevelse, det er at blive forælder. Men hun er 31 år nu, og vil gerne være en ung mor, så derfor kommer der jo nok ikke til at gå ti år, lyder det med et smil fra den ombejlede landmand.
Spørger man Jonas, hvad det bedste var ved at medvirke i programmet, så er det naturligvis, at han mødte Katrine.
- Det værste har været, at vi skulle gå stille med dørene i mange måneder, fordi folk ikke måtte vide, hvad det endte med. Så nu glæder jeg mig til, at vi kan gå sammen til større arrangementer, lyder det.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.