Byggeri

Lars har købt et slot: - Jeg var en lømmel og dømt helt ude

Det lå ikke i kortene, at Lars Kjærgaard skulle blive en fremtrædende ejendomsudvikler i Hjørring.

Lars Kjærgaard havde ikke en drøm om at blive slotsejer, men pludselig skete det. Foto: Torben Hansen.
Lars Kjærgaard havde ikke en drøm om at blive slotsejer, men pludselig skete det. Foto: Torben Hansen.

Opdateret 22. maj 2023 kl. 13:25

Den sorte porsche holder med fronten mod alléen og den store sorte gitterlåge ud til Løkkensvej lige vest for Hjørring. Alt er gjort klar til at tage den mest oplagte og centrale indgangsvej til Magnesholm i brug, men der er bare ingen vejret til en udkørsel direkte til Løkkensvej, og det vil kræve en særlig tilladelse fra staten. Folk snakker om, at Lars Kjærgaard nok bare tager den i brug alligevel, for han er kendt for at presse grænserne.

Det får vi imidlertid svar på senere. Nu skal vi først have et kig indenfor i det 1200 kvadratmeter store palæ med 21 værelser og erhvervslokaler, som i sig selv har en forholdsvis kort men vild historie. Lars Kjærgaard købte det specielle domicil som lidt af et impulskøb sidste forår.

De siger, at den tekniske direktør i kommunen er min papfar. Men det passer ikke. Min far hedder Knud
Lars Kjærgaard
Lars Kjærgaard har forberedt en direkte udkørsel fra Magnesholm, men han må fortsat kun bruge bagvejen, da der ikke er en godkendt udkørsel til Løkkensvej. Foto: Torben Hansen

Et nyt erhvervshus i Hjørring

- Det var slet ikke meningen, og jeg har ikke behov for at vise mig frem på den måde, men pludselig så jeg mulighederne i at bruge stedet til et erhvervsfællesskab - et erhvervshus, forklarer Lars Kjærgaard, der viser rundt i de nyrestaurerede sidefløje, hvor en lille håndfuld mindre virksomheder efterhånden har lejet sig ind. Foreløbig er det firmaerne Din Krop, Fit by Espersen, Galleri A og Ekkofonden, der flyttet ind. Dertil kommer selvfølgelig den håndfuld ejendomsselskaber, som Lars Kjærgaard selv står i spidsen for.

Lars Kjærgaard havde i marts sidste år sit tidligere hjem gennem 15 år til salg på Porsevej i Hjørring.

- En fredag ringede ejendomsmægler Thomas Risager og sagde, at han havde en køber til mit hus. Han glemte bare at fortælle, at jeg så skulle på Magnesholm, fortæller Lars Kjærgaard.

Men det lykkedes at slå en handel af med den tidligere ejer af Magnesholm, erhvervsmanden Claus Pedersen, og det resulterede i, at de faktisk byttede huse. Lars Kjærgaard er ikke meget for at snakke om tal, men det fremgår af Boliga, at Magnesholm blev solgt for otte millioner og huset på Porsevej for seks millioner kroner.

- Er jeg nu blevet landmand? Nej du er blevet slotsejer, svarede ejendomsmægleren.

Magnesholm

Magnesholm blev opført af dyrlægen, kaffehandler og videnskabsmand Hans Kierulff Nielsen i 1980 som en tro kopi af Langesø Slot på Fyn.

Palæet blev op gennem firserne og halvfemserne rammen om Kierulffs eksperimenter og produktion af stoffet Interferon, som havde vist lovende resultater i forhold til at blive et vidundermiddel i kræftbehandlingen. Det lykkedes Kierulff at sælge præparatet til patienter i både Danmark, Sverige og Baltikum, men den kontroversielle dyrlæge fik aldrig et samarbejde i stand i med det etablerede sundhedsvæsen, og der blev rejst tvivl om forholdene omkring laboratoriet og produktionen.

Det endte brat i konkurs og lukning i 2003, og beredskabsfolk måtte trække i heldragter og masker for at tømme det, der hurtigt fik navnet "giftlaboratoriet", med uforsvarligt opbevarede kemikalier.

I 2004 blev Magnesholm købt af erhvervsmanden Claus Pedersen, som gennemførte en omfattende restaurering og efterfølgende brugte det som privatbolig.

- Jeg tror virkelig på, at det er attraktivt med noget socialt fællesskab herude, hvor man kan inspirere hinanden, grille lidt sammen, og her er masser af frisk luft ude omkring. Der er mange, der ligesom jeg, hader at være alene for længe af gangen, så er der nogen at snakke med., lyder det fra Lars Kjærgaard.

Lars Kjærgaard har også selv både kontor og privatbolig på Magnesholm. Foto: Torben Hansen

Kan han sno kommunen?

Han har for alvor været aktiv med udlejning og opførelse af ejendomme i Hjørring siden midten af nullerne, og hans projekter har ofte været på den politiske dagsorden og også udsat for hård kritik. Lige nu er han involveret i planer om et omdiskuteret højhusbyggeri på ti etager på Bispetorv, som endnu ikke har fået grønt lys, og han har også netop revet sit barndomshjem ned - en tidligere købmandsgård i Skolegade - for i stedet at bygge ungdomsboliger. Der er også gang i projektet Løkken Parken Nord aps, med 18 rækkehuse til udlejning. Her har han fået dispensation til at udvide fra 12 til 18 boliger.

Folk siger, at du har en særlig evne til at sno kommunen og stort set kan gøre, hvad du vil?

- Det ved jeg godt, at folk siger, og at den tidligere tekniske direktør i Hjørring Kommune er min papfar. Men det passer jo ikke, min far hedder Knud.

- Jeg får også ofte et nej. Men min viljestyrke og evne til at se muligheder gør, at jeg ikke altid tager et nej for et nej, og så forsøger jeg at finde en mellemvej. Men folk er tit sure og det påvirker mig da. . Men de fleste er godt tilfredse, når byggeriet står færdigt, siger Lars Kjærgaard, der efter eget udsagn har været involveret i 200 nye boliger i Hjørring indenfor de sidste syv år.

I 2013 blev han politianmeldt af kommunen for at fortsætte byggeriet af 12 lejligheder i Christiansgade, selvom en byggetilladelse, som Lars Kjærgaard havde fået af kommunen, var erklæret ugyldig af Miljøklagenævnet, da kommunen stadig manglede at vedtage en lokalplan for byggeriet.

- Det gav da rumlen i maven og der var meget på spil. Men jeg fik stor hjælp fra mit netværk og samarbejdspartnere, og jeg havde jo en byggetilladelse uden forbehold, så der var rent mel i posen, fastslår Lars Kjærgaard.

Firmaer

Lars Kjærgaard er registeret med følgende firmaer:

Byggerådgivning v/Lars Kjærgaard

Direktør, LK Holding Nord aps

Direktør, Svane Park Aps.

Direktør, Central Park I, A/S

Magnesholm rummer også egen biograf. Foto: Torben Hansen.

Netværket har han bl.a. gennem sit engagement i det tidligere FC Hjørring, Vendsyssel FF og Hjørring Golfklub.

- Det er gode venner og samarbejdspartnere, og der er masser af tillid. Jeg mener jo virkelig, at vi prøver at udvikle Hjørring med boliger af høj kvalitet, i stedet for at afvikle. Og lagkagen må gerne deles i flere stykker, når der bare også er et stykke tilbage til mig, siger Lars Kjærgaard.

Lige nu kører der en debat om dette højhusbyggeri i ti etager på Bispetorv i Hjørring.

Lømlen Lars

Det lå ikke lige i kortene, at han skulle blive direktør og en fremtrædende ejendomsudvikler i Hjørring. Han var efter eget udsagn en rigtig lømmel som barn og ung og blev smidt ud af to skoler i Hjørring. Han var en af de drenge, som de pæne børn ikke måtte lege med. Hans mor måtte også hente ham hjem før tid fra en indremissionsk efterskole i Rønde.

- Min mor er ikke glad for, at der bliver skrevet for meget om årsagen, men jeg blev dømt helt ude og skolerne så ikke noget stort lys i mig. Så kom jeg i bagerlære, men der gemte jeg mig hos min far, i stedet for at tage på arbejde, fortæller Lars Kjærgaard.

Der blev også slået på munden i weekenderne, da bylivet meldte sig , og han var med til at starte en Harley Davidson motorcykelklub i Hjørring.

På rette kurs

Vendepunktet var mødet med Troels Jensen, der var tømrermester i landsbyen Linderum mellem Tårs og Sindal. Lars Kjærgaard havde været en tur i Norge og bygge drivhuse, og tømrerfaget viste sig lige at være hans hylde, så han kom i lære i tømrerfirmaet Lindbyg i Linderum.

- Jeg blev udlært som tømrer for 32 år siden, og Troels Jensen gjorde en kæmpe indsats og lærte mig bl.a. pli, diciplin og gjorde mig til et ordentligt menneske - og han kunne se det bedste i alle. Hvis jeg meldte mig syg, kom han og hentede mig, fordi det som regel var på grund af tømmermænd. Jeg kan ikke takke Troels og hans kone Jette nok. De blev noget helt specielt for mig, og vi har stadig god kontakt, fortæller en tydelig rørt Lars Kjærgaard.

Med lidt hjælp fra sin mor og en god kredit i det daværende Møller Lee Tømmerhandel fik han sit første hus til udlejning på Virkelyst. Siden har tingene udviklet sig hurtigt. Han har også haft eget tømrer og murerfirma, men siden 2006 har han koncentreret sig om at udvikle byggeprojekterne og tage diskussionerne og ind i mellem slagsmålene om de nødvendige lokalplaner.

Privaten er indrettet på første sal i hovedhuset, der også er blevet restaureret. Foto: Torben Hansen.

Lige nu er han privat rykket ind på førstesalen i hovedhuset på Magnesholm sammen med sin 19-årige datter Sofie. . Der er stadig god plads i palæet til at udvide erhvervshuset med flere lejere, hvis de rigtige melder sig.

- Kvinden i mit liv kommer nok en dag. Jeg har da også én i kikkerten. Som min mor sagde - uanset hvor skæv gryden er, så er der jo et låg, der passer til.

Hvad nu med udkørslen fra Magnesholm ud til Løkkensvej. Tager du den bare i brug?

- Nej, jeg arbejder da hårdt på at få en tilladelse. Der er faktisk en vejret 20 meter længere henne, men det giver jo ikke mening, det må de da kunne se. Lige nu ligger sagen i Transportministeriet, fortæller Lars Kjærgaard, der mener, at han er blevet mindre impulsiv og lidt mere velovervejet efter at have rundet 50 år.

- For to år siden blev jeg opfordret til at tage en udredning for ADHD og jeg fik stillet diagnosen. Nu får jeg medicin og det har faktisk gjort mig meget mere rolig og bedre til at tælle til ti. . Det er der mange, der kan bekræfte, fortæller Lars Kjærgaard.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden