Børnehaver

Ny institution med 185 børn: Derfor blev børnene samlet på én matrikel

Børnehuset Svanen i Hjørring blev officielt indviet torsdag 

Svanen afløser flere institutioner, der nu er blevet nedlagt.
Svanen afløser flere institutioner, der nu er blevet nedlagt. Foto: Bente Poder

Opdateret 28. april 2023 kl. 10:13

HJØRRING: - Da jeg første gang hørte om, at man ville bygge en børnehave til knap 200 børn, tænkte jeg: "Håbløst, det kan ikke være rigtigt."

Gry Bruun Nielsen (R), formand for børne-, fritids- og undervisningsudvalget i Hjørring Kommune. Foto: Bente Poder

Sådan lød det torsdag eftermiddag på legepladsen i Børnehuset Svanen i Hjørring fra Gry Bruun Nielsen (R), formand for børne-, fritids- og undervisningsudvalget.

Hun er næppe den eneste, der har haft den tanke - men politikeren skyndte sig at tilføje, at hendes bekymringer er blevet gjort til skamme:

- Det er arkitektur, der giver nærhed med små rum. Der er plads til at være i det små - og samles i det store, som hun sagde. 

Legepladsen har fået en flot træsvane. Foto: Bente Poder

Med til at slå streger

Selv om institutionen på Palleskær Engvej har været i brug siden oktober, så er det først nu indvielsen har fundet sted: Der er plads til i alt 185 børn fordelt på to børnehave-afdelinger med 70 i hver, 30 vuggestuebørn samt 15 specialbørnehavebørn.

De faglige ledere i Svanen, Martin Vejborg og Britta Demuth Jensen, fortæller, at man har været involveret i byggeprojektet fra start - lige fra stregerne begyndte at blive slået af Bjerg Arkitektur.

De faglige ledere i Børnehuset Svanen, Britta Demuth Jensen og Martin Vejborg. Foto: Bente Poder

- Det har været med til at sikre, at vi har fået fire selvstændige enheder, siger Martin Vejborg.

- Og når man begynder i børnehave, så bliver man i den samme gruppe, indtil man skal i skole, tilføjer Britta Demuth Jensen.

Begge understreger dog, at man godt kan lave aktiviteter på tværs af afdelingerne for bestemte aldersgrupper, når det giver mening.

Også legepladsen er delt ind i fire afdelinger, hvilket øger overskueligheden - ligesom det jo altid er en fordel at forældre kan finde deres børn, når de små poder skal hentes ...

Det er stort hus, men hver afdeling har egen indgang og garderobe, så man på den måde forsøger at sikre nærhed og overskuelighed for børn og forældre. Foto: Bente Poder

Masser af tur-muligheder

På forhånd blev der også luftet lidt bekymring for den trafikale situation, når der skal hentes og afleveres børn - Svanen ligger således lige overfor Bispetorv med masser af butikker og dertil hørende trafik til og fra torvets store p-plads.

- Men det værste, jeg har prøvet, er at holde i kø som nummer fire ved lyskrydset, lyder det fra Martin Vejborg.

Placeringen af den store institution har personale og børn haft en del fornøjelse af: Der er tæt til bus og tog, bibliotek, teater - og ikke mindst Folkeparken og Svanelunden.

Svanen
  • Børnehuset er tegnet af Bjerg Arkitektur og danner ramme om en hverdag for op til 30 vuggestuebørn, to børnehaveafdelinger med plads til 70 børn i hver afdeling og en specialbørnehave for op til 15 børn.
  • Børnehuset på 2000 m² er opført med stort fokus på bæredygtighed.
  • De første børn kunne tage huset i brug i oktober 2022.
  • Byggeriet har kostet omkring 45 millioner kroner.

Men hvorfor skulle den store institution, der har kostet 45 millioner kroner, egentlig bygges?

Svanen afløser Børnehaven Vilesvej, Børnehuset Bjørnen samt Vuggestuen Lundtoftevej. Desuden blev også Multiverset i Dronningensgade lukket.

Mens de to første stod overfor at skulle renoveres, så måtte Multiverset lade livet, da matriklen blev solgt til Arne Andersens Byen i Parken-projekt. Og vuggestuen skulle sundheds- ældre- og handicapforvaltningen have råderet over igen - som man tidligere havde haft.

Det oplyser Lars Ole Christensen, pædagogisk-administrativ konsulent i Hjørring Kommune.

Foto: Bente Poder

Vilesvej og Bjørnen blev sat til salg - sidstnævnte matrikel har Hjørring Private Realskole købt, idet man vil drive børnehave fra adressen.

Men der har også været andre bevæggrunde for at samle børnene på én matrikel:

- I de små institutioner er driften jo også forholdsvis dyrere, hvis du skal have folk på arbejde i yder-tidspunkterne alle steder. Desuden kan du også bringe mere faglighed i spil fra pædagogerne - måske er der en, der er dygtig til at lave bål, og det kan alle så drage nytte af nu, siger Lars Ole Christensen.

Børnehuset Svanen har også specialbørnehave, idet specialbørnene fra Viben har sagt farvel til Børnehuset Bagterp til fordel for en placering på Palleskær Engvej.

Fra stamme til svane

I forbindelse med indvielsen vankede der også underholdning og kagemand til børn og gæster - og det blev også til en lille afsløring på legepladsen.

Tre børn hjalp med at afsløre institutionens vartegn. Foto: Bente Poder

Et gammelt egetræ fra 1970'erne er i forbindelse med byggeriet blevet fældet - men stammen er blevet gemt, og en kunstner har nu forvandlet den til en smuk svane.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden