Erhvervsbyggeri

Omstridt erhvervsområde droppes

Flertal i Hjørring Byråd for at droppe nyt erhvervsområde ved Øster Hedevej i Hjørring

To af naboerne, Michael Vinther og Charlotte B. Nielsen får ikke et nyt erhvervsområde i baghaven. Arkivfoto
To af naboerne, Michael Vinther og Charlotte B. Nielsen får ikke et nyt erhvervsområde i baghaven. Arkivfoto

HJØRRING: Der bliver med al sandsynlighed ikke udlagt et nyt erhvervsområde på 5,9 hektar ved Øster Hedevej, tæt på indfaldsvejen Frederikshavnsvej i Hjørring.

De politiske partier i byrådet vender sig nu mod forslaget, der er en del af en større temaplan for ny boligudvikling og erhvervsudvikling i kommunen.

Naboerne på Øster Hedevej har protesteret voldsomt over planen for erhvervsområdet, hvor der konkret var søgt om etablering af et stenknuseri og jordhotel på adressen Øster Hedevej 250, som ejes af virksomheden Anker Christensens Eftf.

Ud over tæt afstand til fire naboejendomme rummer området beskyttet natur, økologiske forbindelser, fredskov og interesser for vandindvinding.

Hjørring Vandselskabs formand, Ole Ørnbøl (S) beklagede på byrådsmødet torsdag aften, at vandselskabet ikke havde gjort indsigelse mod erhvervsområdet.

- Det er ikke direkte indvindingsområde, men et oplandsområde, som efter min mening ikke skal være erhvervsområde, sagde Ole Ørnbøl .

Afviste stenknuseri

Politikerne lagde i første omgang op til at sige nej til planerne om et stenknuseri, men fortsat at udlægge området til erhverv.

- Det er primært vandinteresserne i området, der har fået os til ændre mening og tage området ud af temaplanen, siger borgmester, Arne Boelt (S).

- Det vil ikke være hensigtsmæssig at udlægge et erhvervsområde, der så skal indeholde begrænsninger mod bestemte typer erhverv, siger venstres formand for teknik og miljøudvalget, Søren Smalbro.

Den formelle beslutning om erhvervsområdet kan dog først træffes efter sommerferien, når der har været en ny partshøring.

Kommunens temaplan for nye bolig - og erhvervsområder er en omfattende sag med nye områder i både Hjørring og omegnsbyer i kommunen.

- Det er glædeligt, at der er stor aktivitet og mange ønsker, og det fordeler sig ud over en stor del af kommunen, siger Søren Smalbro.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden