Parkering

Turistformand smidt ud: "Slaskende inhabil" ifølge Arne Boelt

Initiativtager til at ophæve forbud mod autocampere blev smidt udenfor døren

P-forbud mod autocampere udløste heftig debat. 
P-forbud mod autocampere udløste heftig debat.  Arkivfoto: Henrik Bo

Opdateret 19. august 2025 kl. 12:02

Et parkeringsforbud mod autocampere, der egentlig skulle skabe mere ro på stranden, skabte i stedet storm i Hjørring Byråd.

Sagen har ført til beskyldninger om inhabilitet, en ophedet debat og en midlertidig ophævelse af forbuddet. Men hvad er egentlig baggrunden for konflikten?

Et flertal i kommunens teknik og miljøudvalg besluttede for nylig  at fortsætte forbuddet mod autocampere i højsæsonen på Løkken Strand. 

Det drejer sig om en knap to kilometer lang strækning, hvor der også står badehuse på stranden. Argumentet er, at de parkerende autocampere stjæler udsigten fra badehusejerne og ind imellem skaber "kaos". 

 Men byrådsmedlem Stefan Karlborg (V), der selv bor i Løkken og som også er formand for den lokale turistforening, forsøgte onsdag at få byrådet til at ændre beslutningen. 

- Det her forbud modarbejder turismen i Løkken. Beslutningen om forbuddet er også truffet på et meget tyndt grundlag, lød det fra Stefan Karlborg. 

Socialdemokratiets Arne Boelt anklagede imidlertid Stefan Karlborg for at være "slaskende inhabil", og efter en afstemning, blev venstremanden smidt udenfor døren. 

Stefan Karlborg afviste, at han havde skyggen af personlig vinding i sagen og pointerede også, at han på forhånd var blevet frikendt for inhabilitet af kommunens forvaltning. 

Under den efterfølgende timelange debat om p-forbuddet blev der bl.a. rejst tvivl om grundlaget for, at det omstridte p-forbud var blevet indført sidste sommer. 

Kommunen har kun modtaget to klager over autocamperne, der med p-forbuddet reelt forhindres i at besøge Løkken Strand i højsæsonen. 

Ny behandling af sagen

Socialdemokratiets Maj-Britt Beith forslog til sidst at sende hele sagen tilbage til fornyet behandling i teknik og miljøudvalget. 

Her skal der så være en bedre belysning af sagen. 

Der skal bl.a. indhentes yderligere oplysninger fra bl.a. politi, beredskab og turistbranchen. 

Politikerne vil også drøfte et bredere perspektiv på det voksende antal autocampere i hele Hjørring Kommune. 

Forslaget blev vedtaget, og det betyder samtidig, at p-forbuddet på Løkken Strand er aflyst, indtil der eventuelt bliver truffet en ny beslutning. 

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden