Permanent pasnings-pres i badebyen: Måske skal dit barn snart passes i en naboby

Hjørring Kommune har indkaldt til borgermøde tirsdag aften for at tage pulsen på forældrenes syn på sagen i Løkken - der kan være store ændringer på vej 

Der er flere løsningsmodeller på bordet, når der 24. maj holdes borgermøde i Løkken, hvor der pres på børnepasningen.  <i>Arkivfoto: Bo Lehm</i>

Der er flere løsningsmodeller på bordet, når der 24. maj holdes borgermøde i Løkken, hvor der pres på børnepasningen.  Arkivfoto: Bo Lehm

LØKKEN:Det kan komme til at knage endnu mere i institutionen Hyttefadet i Løkken, hvis politikerne i byrådet i Hjørring ikke snart finder en løsning på, hvor det stigende antal småbørn i badebyen skal passes i fremtiden.

Hyttefadet er bygget til 12 vuggestuebørn og 40 børnehavebørn, men den seneste analyse viser, at der er indskrevet 20 vuggestuebørn og 39 børnehavebørn.

Løsningen på overbelægningen har de seneste par år været en udvidet brobygning, hvor de ældste børn fra Hyttefadet tager på udflugt til skolens SFO.

Fremskrivninger i børnetallet viser ifølge kommunens forvaltning, at man i 2025 vil mangle 13 pladser til de helt små og et par børnehavepladser - altså er der tale om et permanent problem.

Men hvordan skal det løses?

Det vil politikerne spørge forældre og lokalbefolkning om på et borgermøde 24. maj i Løkken Idrætscenter i et forsøg på at træffe en beslutning, der kommer til at flugte nogenlunde med forældrenes syn på sagen.

Fire forslag er på forhånd udarbejdet:

*  En tilbygning til Hyttefadet med 470 kvadratmeter samt udvidelse af legeplads og p-plads.

Det koster 15 millioner kroner, og det kan måske vise sig at være noget af en mundfuld for borgmester-partiet Venstre, der blandt andet gik til valg på at slanke kommunens anlægsbudget.

* Oprettelse af dagpleje i Løkken og nedlæggelse vuggestuen i institutionen, så den udelukkende fungerer som børnehave

- Ved oprettelse af dagpleje skal der gøres opmærksom på, at en lille gruppe på seks dagplejere bliver sårbar ved sygdom og ferie, anfører forvaltningen dog om dette scenarie.

* Oprettelse af stordagpleje i Løkken by

Her skal der ansættes to-tre dagplejere i lejede lokaler, hvor der så kan blive passet op til ti børn - men igen påpeges det, at det er en model, der er sårbar i forhold til sygdom, ferie og efteruddannelse.

* Der åbnes institution i eksisterende lokaler - i Vrensted

6,5 kilometer fra Løkken ligger Vrensted, hvor Byens Hus er placeret. Det er den gamle Vrensted Skole, der er blevet renoveret og nu er et samlingssted i byen. Oprindeligt skulle en privat institution have haft til huse i Byens Hus, men den endte i stedet med at lukke. Derfor er der lokaler på 265 kvadratmeter i Byens Hus til rådighed - og det er et minimum af anlægsudgifter, der knytter sig til denne løsning, som vil kunne huse 30 børn.

Grænse på 10 km

Den nærmeste kommunale institution til Hyttefadet i Løkken er Regnbuen i Hundelev. Her er vuggestuen fyldt op, men der er 13 ledige pladser i børnehaven - Hjørring Kommune har en politik om, at forældre skal have tilbudt et pasningstilbud til deres barn inden for en afstand på maksimalt 10 kilometer.

Borgermødet holdes ikke kun for at høre forældrenes holdning: Stemningen skal også loddes i forhold til, om det overhovedet er muligt at rekruttere medarbejdere, hvis det ender med, at der skal oprettes dagpleje.

Borgermødet tirsdag begynder klokken 19.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.