Vold

Politiet leder efter motiv: Hvorfor skulle 12-årig overfaldes og filmes?

Politiet forsøger stadig at finde frem til både flere gerningsmænd og en forklaring på et groft overfald på 12-årig - samtidig med at en video af overfaldet skal stoppes

Volden mod den 12-årige skete her nær Højene Skole. Foto: Ole Fink Mejlgaard
Volden mod den 12-årige skete her nær Højene Skole. Foto: Ole Fink Mejlgaard

Opdateret kl. 14:37

HJØRRING: Det er stadig uklart, hvorfor en blot 12-årig dreng blev overfaldet med slag og spark ved Højene Skole omkring klokken 21 sidste søndag af en gruppe andre unge.

Hverken politiet eller SSP har oplysninger om, at der kunne være problemer blandt unge, der kunne udløse det grove overfald.

Men det er noget af det, politiets efterforskning nu skal forsøge at klarlægge. Politiet mangler dog fortsat at finde frem til alle overfaldsmændene.

Indtil videre har politiet fundet frem til tre drenge på 13, 14 og 15 år, som politiet mener deltog i overfaldet. Den 15-årige er blev sigtet for vold, oplyser vicepolitiinspektør Sune Myrup, Nordjyllands Politi.

- Men vi mangler stadig at finde frem til de sidste, og dem er vi i øjeblikket ved at identificere, siger Sune Myrup.

- Og efterforskningen skal nu klarlægge, hvorfor de unge mødtes der, og hvad motivet til overfaldet er, siger vicepolitiinspektøren.

De tre drenge, som politiet formoder at være nogle af gerningsmændene, har været til afhøring. Men af hensyn til efterforskningen vil Sune Myrup ikke komme ind på, hvad de har forklaret.

Filmet på Snapchat

SSP-konsulent Mikael Thirup fra Højene Skole understreger, at selv om overfaldet skete ved Højene Skole, er det ikke ensbetydende med, at det har relation til skolen.

Og ifølge SSP-konsulenten har der ikke være særlige problemer med unge i området.

NORDJYSKE har talt med skoledistriktleder Michael Harritslev. Han fik først kendskab til sagen torsdag.

- Jeg er bekendt med, at det er sket herude. Jeg kan og vil ikke udtale mig om det, før jeg er stensikker på, hvad der er op og ned i det her. Men som skole har vi selvfølgelig en opgave i forhold til det her, siger Michael Harritslev.

Lars Borup, der er formand for skolebestyrelsen på Hjørring Nordvestskole, som Højene Skole er en del af, oplyser, at bestyrelsen fik kendskab til voldssagen fredag morgen.

- Det er meget begrænset, hvad jeg ved, men jeg har bedt om at få en orientering, oplyser han og har derudover ingen kommentarer.

Overfaldet på den 12-årige dreng blev optaget på mobiltelefoner og er efterfølgende blevet delt på Snapchat blandt elever på Højene og Bagterp skoler.

Derfor er politiets fokus ikke kun at opklare selve voldsepisoden. Indsatsen handler lige nu i lige så høj grad om at få bremset delingen af videoen.

For det er ulovligt og krænkende for den 12-årige, siger Sune Myrup.

- Derfor opfordrer vi forældre til at snakke med deres børn om, at man ikke skal dele videoen, for det kan få konsekvenser. Hvis man får den tilsendt, så skal man slette den, siger vicepolitiinspektøren.

Politiet ved ikke, hvor stor omfanget af delingen er.

- Vi er ved at undersøge det digitale spor, og vi følger det meget nøje, understreger vicepolitiinspektøren.

Stop deling - slet videoen

Politiet har allerede sigtet en person for at have delt videoen, og i samarbejde med Hjørring Kommunes SSP-medarbejdere har politiet forsøgt at bremse delingen af videoen.

Der er blevet skrevet breve direkte til forældrene i de berørte klasser, ligesom SSP-medarbejderne har været ude i klasserne og talt med eleverne om deling af videoer - også den konkrete video, fortæller SSP-konsulent Mikael Thirup.

Men efter historien er kommet ud i offentligheden breder de den forebyggende strategi mere ud.

- Nu vil vi blandt andet sende breve til alle forældre med vejledning om, hvad forældrene kan gøre, så børnene ikke deler videoen, siger Mikael Thirup.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden