Politiet satte hjullås på to lastbiler - forsøg på at bryde den ene op

Kontrol i Hirtshals gav bøder til chauffører, som ikke kunne betale på stedet

Politikommissær Claus Kjær-Pedersen kunne konstatere, at der var gjort forsøg på at opbryde en hjullås på en lastbil, der var blevet kontrolleret i Hirtshals. Arkivfoto: Martin Damgård

Politikommissær Claus Kjær-Pedersen kunne konstatere, at der var gjort forsøg på at opbryde en hjullås på en lastbil, der var blevet kontrolleret i Hirtshals. Arkivfoto: Martin Damgård

HIRTSHALS:Det fik store konsekvenser for to lastbilchauffører, at Tungvognscenter Nord forleden gennemførte en kontrol af lastbiler i blandt andet Hirtshals.

Ifølge Nordjyllands Politi havde chaufførerne overtrådt reglen om, at de ikke må holde deres ugehvil i lastbilerne. Det udløste bøder, som chaufførerne ikke kunne betale på stedet. Derfor blev der sat hjullås på de to lastbiler, indtil bøderne var betalt. Det var dog ikke så let at få den ene lås af:

- Den var ikke så nem at afmontere igen, for der var rykket i hjullåsen. Formentlig er der anvendt et brækjern for at forsøge at få den af, fortæller lederen af politiets Tungvognscenter Nord, politikommissær Claus Kjær-Pedersen.

Der blev også kontrolleret lastbiler mellem Aalborg og Aarhus. I alt 28 blev undersøgt nærmere, og det viste især brud på netop lovgivningen om ugehvil. For eksempel fandt medarbejderne en lastbil, der holdt lettere skjult i Mariager.

- Vores erfaring siger, at nogle vognmænd har lært af tidligere og er søgt væk fra de store rastepladser omkring motorvejsnettet og ud i industrikvarterer, endog i villakvarterer. Det ændrer ikke ved, at chaufføren ikke må opholde sig i lastbilen i forbindelse med det regulære ugehvil – og det er uanset, hvor lastbilen holder parkeret, fastslår politikommissær Claus Kjær-Pedersen.

Tungvognscenter Nord havde fokus på flere forhold ved kontrollen: Om chaufføren og vognmænd overholdt de gældende køre- hviletidsregler, havde betalt vejbenyttelsesafgift, kørsel i miljøzoner, parkering i nødspor og de EU-bestemte dokumentationskrav på godstransportområdet.

I alt blev der udskrevet bøder for 225.000 kroner, og seks lastbiler fik påsat hjullåse, mens der blev skaffet penge til bøderne.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.