Hjørring

Svinger sparekniven, men vil nu sælge pomfritter: - Et meget uheldigt signal

Det vækker forargelse i andre haller, at Hjørring Kommune er villig til at betale for cafeteriadrift i Hjørrings centrale hal Park Vendia

Nu er der 400.000 kroner til at drive cafeteriet i Park Vendia i 2023.
Nu er der 400.000 kroner til at drive cafeteriet i Park Vendia i 2023. Foto: Bente Poder

Opdateret 20. september 2023 kl. 09:38

Skal en kommune, der ellers svinger sparekniven, bruge skattekroner på at sælge pomfritter og nuggets? Debatten raser, efter at Hjørring Kommune nu søger efter en ny medarbejder til at drive cafeteriet i byens centrale hal Park Vendia. 

Det har været op ad bakke at få driften af cafeteriet i gang igen, efter at Dana Cup Sportscenter sidste år stoppede. Der er ellers masser af aktivitet i de tre haller fra morgen til sen aften, men det er ikke lykkedes at finde en forpagter udefra til at stå i spidsen for at drive cafeteriet, og det er ikke lykkedes at få tilstrækkeligt med frivillige fra foreningerne i hallen til at sørge for driften, fordi det drejer sig om rigtig mange timer, der skal dækkes ind.  

Op mod 20 foreninger bruger Park Vendia, men det er svært at finde tilstrækkelig opbakning til at drive hallernes cafeteria.  Foto: Bente Poder

Nu vækker det debat og også kritik, at Hjørring Kommune pludselig har fundet 400.000 kroner til at ansætte en medarbejder, der skal forsøge at få cafeteriedriften skudt i gang. 

- Det er et engangsbeløb i 2023 og er udelukkende en starthjælp til forhåbentlig at skabe det samlingssted, som vi alle ønsker os i Park Vendia. Vi er overbeviste om, at vi efterfølgende nok skal få driften til hvile sig selv - bl.a.  som socialøkonomisk virksomhed, siger leder af Hjørring Hallerne, Lars Nielsen. 

Men det undrer alligevel formanden for idrætsforeningen SHI i Højene, Mads Nielsen, at kommunen på den måde går ind og finansierer cafeteriedriften. 

- Vi forpagter selv vores cafeteria, og vilkårene som kommunen tilbyder er fine. Men det er bestemt ikke nogen god forretning, og det sker kun i kraft af vores frivillige. Så undrer det os, at kommunen andre steder direkte går ind og finansierer driften,  siger formand for SHI, Mads Nielsen. 

Uheldigt signal

 Det forarger også viceborgmester Per Møller (K): 

- Det er et meget uheldigt signal i forhold til andre haller, der selv kæmper med at få frivillige til at stå for driften.  Vi oplever Børne, Fritids og Undervisningsudvalget, der vedtager rammebesparelser, og bl.a. sparer på en indsats for forældre med overvægtige børn, og så kan man lige pludselig finde 400.000 kroner til pomfritter og hotdogs, siger Per Møller. 

- Jeg understreger, at det er et engangsbeløb til at skabe rammerne her i Park Vendia, ligesom der også i andre haller er bevilget engangsbeløb - fx til at indrette cafeteriet hos SHI, siger Lars Nielsen. 

Hjørring Håndbold er en af de foreninger, der bruger Park Vendia flittigt, og det nager også formand, Kristine Mygind Rokkjær, at der mangler et samlingssted i hallen, hvor der kan købes forplejning. 

- Vi har haft stævner, hvor det ikke har været muligt at købe en sodavand. Det er da ikke ok. Men kommunen må opstille nogle realistiske rammer, så foreningerne kan være med. Vi kan jo ikke dække de mange timer, der er behov for, og fx sørge for mad, når lokaler i huset lejes ud til konferencer, siger Kristine Mygind Rokkjær. 

Hun mener også, at en forklaringerne på, at det ikke lykkedes at finde en forpagter er, at det ikke er muligt at råde over cafeteriet i den uge, hvor der for alvor kan tjenes penge, nemlig i Danacup-ugen i uge 30. Her er det forsat Dana Cup, der råder over faciliteterne.   

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden