Klorudslip ved campingplads - to personer måtte tilses

Nordjyllands Beredskab måtte natten til mandag assistere ved mindre udslip

Udslippet skete her ved Camping Roligheds poolområde. Arkivfoto

Udslippet skete her ved Camping Roligheds poolområde. Arkivfoto

INGSTRUP:En alarm om et klorudslip udløste natten til mandag en udrykning fra beredskabet med mandskab fra både Station Løkken og station Hirtshals.

Udslippet skete på Camping Rolighed på Grønhøj Strandvej ved Ingstrup, og alarmen lød klokken 01.31.

- Campingpladsen har et poolområde, og nu kommer sommervejret jo til det, så poolområdet skulle gøres klar til campingpladsens sommergæster. Så det anlæg, der tilsætter klor til vandet i poolen, skulle sluttes til, og på en eller anden måde manglede en prop, eller den var sprunget af, og det førte til et udslip af stofferne natriumhypochlorit og saltsyre, som tilsammen skaber en kemisk reaktion, der kan skabe klordampe, forklarer indsatsleder Dorthe Krogh fra Nordjyllands Beredskab.

Når klordampe indåndes, kan det danne vand i lungerne hos folk, og det er det farlige ved den slags udslip.

To personer var i rummet, da udslippet skete, og de blev begge tilset af det en paramediciner, der lavede målinger, og de var kommet hurtigt ud i den friske luft. De handlede lige efter bogen ved et udslip, så ros for det, og begge blev erklæret uden for fare for at danne vand i lungerne. så ingen kom på hospitalet i forbindelse med udslippet.

- Vi fik stoppet udslippet, pumperne skulle slukke, og herefter kunne vi ventilere rummet, hvor udslippet var sket. Vi skulle lige sikre os, at dampene ikke blev sendt ind over campingpladsen jo, forklarer indsatslederen.

Det blev ikke nødvendigt for folkene fra beredskabet at iklæde sig de specielle kemidragter, som bruges ved større udslip.

Beredskabet brugte en times tid på arbejdet på campingpladsen og kunne herefter returnere til deres respektive stationer.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.