Posten kom med narko - tre mænd anholdt
Politi opsnappede narko for 100.000 kr. - nu er tre nordjyder dømt
Opdateret kl. 19:48
HJØRRING: Tre nordjyske mænd - en på 26 år, to på 27 år - blev mandag idømt flere års fængsel i en sag om narko til omkring 100.000 kr. Narko sendt med pakker fra Tyskland til Nordjylland.
To pakker med amfetamin blev opsnappet af politiet, og narkoen nåede aldrig frem til modtagerne.
De tre nordjyder, som politiet mener har bestilt narkoen, er nu hver blevet idømt straffe på fra 2,5 år til tre års fængsel.
Alle tre nægtede sig skyldige, og to af dem ankede straks dommene til landsretten, mens den tredje overvejer at anke. Det oplyser anklager Kim Kristensen fra Nordjyllands Politi.
Tømt for narko og afleveret
Efter et tip kom politiet på sporet af narko-forsendelserne fra Tyskland. Den første pakke med et halvt kilo amfetamin ankom til Danmark i marts, men blev opsnappet hos postvæsenet.
Politiet tømte pakken for narko, og derefter blev pakken leveret til en adresse i Hjørring-området. Modtageren, en af de tre unge, blev anholdt og varetægtsfængslet.
Mens han sad bag lås og slå, blev den anden pakke leveret til den unge mands adresse. Igen en pakke, som politiet havde tømt for indholdet af amfetamin.
Postkasse opbrudt
Ifølge anklageren tog en af de to andre unge mænd ud og opbrød postkassen for at få fat på narkoen.
Det lykkedes politiet at spore de to andre unge, der begge blev anholdt og varetægtsfængslet i sagen.
Den beslaglagte amfetamin på et kilo vil formentlig kunne sælges til op mod 100.000 kr. på gadeplan. Men ifølge politiets oplysninger ser det ud til, at de tre mænd har betalt markant mindre for narkoen, da de bestilte den i udlandet.
Kemisk undersøgelse
Retskemiske undersøgelser har vist, at det var amfetamin, pakkerne indeholdt.
Hvem der har sendt narkoen til Danmark, er uvist. Politiet ved kun, at pakkerne kom fra Tyskland.
Fængselsdommene over de tre mænd fra Hjørring-området blev afsagt mandag eftermiddag ved Retten i Hjørring. De blev dømt for at have forsøgt at sætte sig i besiddelse af en større mængde narko.
Alle tre har siddet varetægtsfængslet siden foråret, og det skal de fortsat, indtil sagen kommer for landsretten, bestemte Retten i Hjørring.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.