Psykisk udsatte rammes hårdt: - Vi mister vores livline
Socialpsykiatriske væresteder og væresteder for misbrugere er tæt på at ryge under sparekniven i Hjørring Kommune
Opdateret kl. 12:34
HIRTSHALS: På det socialpsykiatriske værested Bøjen i Hirtshals mødes psykisk sårbare borgere tre gange om ugen - snakker, strikker og laver mad sammen. For 60-årige Birgitte Christensen er det det, som får hende ud af sengen om morgenen.
- Jeg har social angst og ville ellers blive liggende i min seng. Det her er en overskuelig gruppe mennesker og dygtigt personale, som jeg er tryg ved, og jeg er kommet her i de sidste 15 år. Det er min livline, understreger Birgitte Christensen, der sammen med en anden bruger, Birthe Mortensen er gået til kamp for de små væresteders overlevelse.
Hjørring Kommune rasler nemlig med sparekniven, og det er ikke mindst tilbuddene til de mest udsatte grupper, der er i spil. Kommunens Social, Ældre og Handicapudvalg (SÆH) er blevet pålagt at spare 2,5 procent på budgettet, svarende til 34 millioner kroner i 2023, og der tegner sig nu et katalog med muligheder for besparelser, heriblandt værestederne, som også var i farezonen i 2018. Dengang lykkedes det brugerne at råbe politikerne op om nødvendigheden af tilbuddene, og det håber Birgitte og Birthe også vil lykkes denne gang.
- Det flytter jo bare udgifterne et andet sted hen. Flere af brugerne vil blive indlagt, hvis vi ikke har det her tilbud. Nu har vi også lige oplevet en psykisk syg, der skød i Fields i København. Regeringen har bagefter sagt, at psykiatrien skal styrkes. Så giver det slet ikke mening, at kommunerne så lukker de her tilbud, påpeger Birthe Mortensen, der har en personlighedsforstyrrelse og tidligere har haft selvmordstanker.
Det konkrete spareforslag går på at nedlægge de små væresteder - Bøjen i Hirtshals, Værestedet i Sindal, Stokrosen i Vrå, og så bevare det større værested i Overgade i Hjørring. En besparelse på 1,6 million kroner om året.
- Jeg kommer ikke til at bruge værestedet i Hjørring. Det er for uoverskueligt både med afstand og så er det også større, siger Birgitte Christensen. Birthe Mortensen bor faktisk i Hjørring, men har netop valgt at tage til Hirtshals, fordi det er et mindre, overskueligt værested.
De to brugere af Bøjen har også lavet en underskriftsindsamling, hvor de lokalt har mødt stor opbakning til at bevare værestedet.
Udover de socialpsykiatriske væresteder omfatter sparekataloget også bl.a. et værested for misbrugere i Hirtshals, et vejlederteam for misbrugere, tilskud til Den Blå Sociale Cafe i Hjørring. Alt sammen noget, der rammer nogle af kommunens mest udsatte borgere.
Alt er i spil
- Det er rigtigt, og det er bestemt heller ikke nogle forslag jeg er begejstret for. Men det fortæller, at stort set alt er i spil med det sparekrav vi står overfor, og her er nogle områder, som vi kan spare på, mens vi ikke kan røre andre områder, som er lovbestemte, siger formand for SÆH-udvalget, Claus Mørkbak Højrup (V). Han understreger, at intet er besluttet endnu, og at sparekravet fra byrådet også kan nå at ændre sig inden budgettet skal vedtages til efteråret.
- Jeg har også selv været ude og besøge værestederne, og de spiller en vigtig rolle. Det vil meget sandsynligt give stigende omkostninger i andre led, hvis vi lukker værestederne. Lidt ligesom at tisse i bukserne, siger Claus Mørkbak Højrup.
Andre kontroversielle spareforslag er fx lukning af Forsamlingsbygningen og De Frivilliges Hus i Hjørring, og afskaffelse af klippekortet, der giver ældre mulighed for ekstra hjælp.
Hjørring Kommune skal samlet spare mere end 200 millioner kroner på driften over de kommende fire år pga. den demografiske udvikling med flere ældre og færre i den arbejdsdygtige alder.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.