Så bliver der også søgt om havvindmøller her: - Det er jo nærmest strandmøller

Nu er der også søgt om havvindmøller ud for Hirtshals Havn 

Ifølge ansøgning skal havmøllerne stå på hver side af sejlrenden ind til Hirtshals Havn.
Ifølge ansøgning skal havmøllerne stå på hver side af sejlrenden ind til Hirtshals Havn. Arkivfoto: Hans Ravn

Opdateret 14. juli 2022 kl. 08:44

HIRTSHALS: Ansøgninger om nye havvindmølleparker bliver i øjeblikket indsendt i en lind strøm til Energistyrelsen, og nu er der også dukket en ansøgning op om en havvindmøllepark ud for Hirtshals Havn. 

Det er virksomheden European Energy, der står bag ansøgningen, ligesom samme virksomhed også har søgt om at gå i gang med forundersøgelser for en vindmøllepark i Kattegat, nord for Frederikshavn, og som også står bag et mindre mølleprojekt med  fem testmøller ved Hirsholmene. 

Ifølge ansøgningen ved Hirtshals Havn, skal vindmøllerne placeres forholdsvis tæt på land og på begge sider af indsejlingsruten til havnen. 

Hirtshals Havn. Jette Klokkerholm

Ønsket er at etablere en havmøllepark på mellem 160 og 350 MW. Det svarer til mellem 10 og 49 vindmøller, afhængig af højden på møllerne, der vil være mellem 182 og 270 meter. 

Det er kun de indledende forundersøgelser, som der søges tilladelse til at starte. Det potentielle mølleområde på i alt cirka 35 kvadratkilometer, vil komme til at ligge meget tæt på udpegede og beskyttede habitatområder for fugle og marsvin. Fx. vil kabelføringen til land komme til at løbe gennem habitatområder. 

Konsekvenserne for skibstrafikken i området vil også blive undersøgt indgående i en forundersøgelse. Det foreslåede område ligger meget tæt på Hirtshals Havn, og derfor skal det vurderes om møllerne vil udgøre en en øget sejladsrisiko ved indsejling til havnen.  Havmøllerne vil angiveligt også komme til påvirke strømmene af sand langs kysten. 

European Energy

European Energy er en dansk virksomhed grundlagt i 2004 af Knud Andersen og Mikael D. Pedersen med pt. cirka 400 ansatte på verdensplan med hovedkontor i Danmark 

European Energy arbejder med at udvikle, bygge drive off- og onshore vindmølleparker, solcelleparker og udvikler ligeledes Power-to-X projekter. 

European Energy har en erklæret mission om at være en global styrke i kampen mod klimaforandringerne

Kilde: European Energy

Ansøgeren gør opmærksom på, at havmøllerne kan bidrage med nødvendig grøn strøm til de planer med grøn omstilling og bl.a. planerne om produktion af grøn brændstof på Hirtshals Havn. Her er udviklingsselskabet Greenport North i fuld gang med at planlægge en produktion af det såkaldte power to X,  som kræver store mængder grøn strøm. Der er også planer om flere vindmøller på selve havnen i forbindelse med en kommende havneudvidelse, men det vil ikke være nok til den grønne produktion. Direktør Steen Hintze har for nylig efterlyst nordjyske havvindmølleparker, men han ønsker dog endnu ikke at kommentere på den nye ansøgning, før han har fået større kendskab til planerne. 

Hjørring Kommune er dog blevet sat ind i planerne. Borgmester og næstformand i havnens bestyrelse, Søren Smalbro (V) siger:

- Det bliver i høj grad nødvendigt med strøm fra havvindmøller til udviklingen på havnen, men de foreløbige skitser for placeringen ud for Hirtshals Havn er vi ikke begejstrede for. De nærmeste møller kommer jo til at stå blot tre kilometer fra kysten, så det næsten bliver strandvindmøller. De skal længere ud, siger Søren Smalbro (V).   

Borgmester Søren Smalbro synes at de skitserede havmøller er for tæt på land Foto: Lars Pauli

  - Det er positivt, at der er initiativer i gang, som kan levere den nødvendige mængde grønne strøm i vores område. Det er imidlertid slet ikke sikkert, at det bliver det antal og så stort et område, som der søges om, siger formand for Hjørring Kommunes teknik og miljøudvalg, Søren Homann (K). 

Ansøgningen er sendt i den såkaldte "åben dør" ordning, hvor staten kan søges direkte om lov til at placere havmøller, hvis de placeres indenfor en grænse på 15 kilometer fra kysten. Hjørring Kommune vil kun være høringspart i sagen. 

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden