Samlede 40 kilo plast i havet på én time

De fire mennesker havde rygsække med til at samle plastikken ind i

Foto: Mads Tolstrup

Foto: Mads Tolstrup

Torsdag formiddag var Signe Simonsen afsted for at samle havplast ind langs Grønhøj Strand sammen med Mads Tolstrup, Rasmus Brohave og Johan Søgren Jensen.

Signe Simonsen er initiativtager for Race for Oceans, som er en almennyttig forening, som sætter fokus på Verdensmål 14 - Livet i havet, herunder den stigende plastikforurening i havene. De har base i Løkken.

Rasmus Brohave og Johan Søgren Jensen, som er youtubere, havde opdaget Race for Oceans og havde rakt ud til Signe Simonsen og Mads Tolstrup, som inviterede dem med til en strandrensning på den nordjyske strand.

De mødtes onsdag og overnattede sammen i nogle shelters, inden de torsdag formiddag satte sig for at samle så meget havplast som muligt på én time.

- Vi havde lavet et væddemål om, hvor meget vi kunne samle, og så gik der lidt konkurrence i det, som folk jo syntes er sjovt, siger Signe Simonsen.

Og tilsammen fik de fire mennesker og én hund samlet 40 kilo havplast fra Grønhøj Strand.

Med sig havde de tomme rygsække med klare plastiksække nede i, som de løbende kunne fylde op med de forskellige ting, de samlede ind i deres stofnet.

Ifølge Signe Simonsen er det som Race for Oceans oftest finder på deres strandrensninger reb, snor og fiskegarn, som udgør omkring 95 procent af det de samler.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

Race for oceans

Signe Simonsen var som initiativtager med til at starte Race for Oceans op i 2019, hvor de i august det år afholdte deres første 10 dages event langs vestkysten.

Foreningen forsøger at sætte fokus på verdensmål 14 - livet i havet ved at lave synergi mellem sport, strandrensning og viden.

I september sidste år blev de indstillet til Verdensmålsprisen for ildsjæle, som de så vandt.

- Det var helt vildt fedt. Det havde vi slet ikke regnet med, siger Signe Simonsen.

Det var gennem Instagram, at Signe Simonsen og Mads Tolstrup fik kontakt med youtuberne Rasmus Brohave og Johan Søgren Jensen.

De to mænd var interesseret i at komme med på en strandrensningstur. Rasmus Brohave har også efterfølgende lavet en video over dagene, som er lagt op på hans YouTube kanal.

Signe Simonsen fortæller, at det er en vigtig del af arbejdet for Race for Oceans, at de får inkluderet så mange mennesker og når så bredt ud som muligt, og derfor gav det god mening at have youtuberne med.

- De kan formidle på deres måde, og de har en god kontaktflade i forhold til den unge generation, som jo er meget bevidste omkring det her, siger Signe Simonsen.

Hun fortæller, at på trods af, at det er trist at finde så meget havplast på en gåtur, så var det en herlig dag med rigtig god energi, hvor der blev grint meget og talt alvorligt.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.