Se de glade billeder fra musikfesten: - Vi håber bestemt, festivalen bliver en tradition
Over 3000 købte billet til Femhøje Festival i Hjørring - og de fik masser af sol, snak og musik

Musik, sol, kolde drikke og gode venners selskab. Der blev hygget igennem på stadion i Hjørring lørdag, da Femhøje Festival blev sendt ud over rampen for første gang. Foto: Bente Poder
HJØRRING:Gæsterne sugede sol, kølige fadøl, hinandens selskab og musik til sig på den allerførste udgave af Femhøje Festival på stadion i Hjørring. Og smilene hos Sanne Godtliebsen og Rikke Ejsenhardt var da heller ikke til at tage fejl af:
De var glade - og måske en smule trætte. For de to kvinder har stået i spidsen for Hjørrings nye musikfestival. Ganske vist er de godt hjulpet på vej af en stor skare frivillige og et erhvervsliv, der har bakket op om festivalen økonomisk. Men ansvaret for planlægning, økonomi og risici ligger alene hos Sanne Godtliebsen og Rikke Ejsenhardt.

Hjalmer fik folk op fra tæpper og havestole og frem til scenen. Foto: Bente Poder
Håber på en tradition
Borgmester Søren Smalbro klippede den røde snor og takkede de to kvinder for initiativet.
- Det er aller-allerførste gang, og jeg håber, at det I her har sat i gang vil blive en lang og god tradition, lød det fra borgmesteren.
Og det håb er Sanne Godtliebsen parat til at holde liv i.
- Vi håber bestemt, festivalen bliver en tradition.

Sanne Godtliebsen og Rikke Ejsenhardt har arrangeret Femhøje Festival godt løftet af en stor skare frvillige og et erhvervsliv, der har bakket initiativet op. Foto: Bente Poder
3000 billetter i forsalg
Der er blevet solgt i omegnen af 3000 billetter i forsalg, og hertil kommer billetter solgt i døren på dagen.
- Vi kan jo se, at der fortsat bliver solgt billetter derude, sagde Sanne Godtliebsen klokken 17.30.
Og arrangørerne satser hermed på at holde pengene hjemme, så Femhøje Festival kan leve videre i 2023.
- Der er en fantastisk stemning og god energi og masser af kærlighed derude, smilede Sanne Godtliebsen, og fremhæver de mange, mange frivillige, der stod klar før, under og efter musikfesten.
- Vi hjælper hinanden alle sammen.

L.I.G.A. gav den gas på det sommerhede stadion. Foto: Bente Poder
Den første Femhøje Festival havde Lord Siva, L.I.G.A. Hjalmer, Scarlet Pleasure, Aksglæde, TV2 og Bryan Adams Tribute på plakaten.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.