Natur

Se video: Panik i sommerlandet sent mandag aften

Sent mandag måtte "Brumbassen" i hast forlade stranden i Blokhus i forsøget på at hjælpe nødstedt kvinde i Nr. Lyngby - OPDATERET tirsdag middag med reaktion fra bilens ejer

Ved 23-tiden mandag aften blev en kvindelig bilist yderst nervøs nord for Løkken, da vandet nærmede sig hendes bil, der sad fat i sandet.
Ved 23-tiden mandag aften blev en kvindelig bilist yderst nervøs nord for Løkken, da vandet nærmede sig hendes bil, der sad fat i sandet. Privatfoto

Opdateret kl. 14:36

NORDJYLLAND: Mandag aften sad Jane og Peter Nielsen i "Brumbassen" på stranden i Blokhus.

De havde set på solnedgangen og nød nu bølgernes brusen fra kabinen i deres gule Jeep.

Men råhyggen blev afbrudt af et opkald klokken 22.49.

Løst sand

Parret er en del af gruppen "De Gratis Fritrækkere", der kvit og frit hjælper med at trække bilister fri, som sidder fast i sandet fra Ejstrup Strand nær Tranum til Nr. Lyngby nord for Løkken.

Og det var netop grunden til opkaldet sent mandag aften.

- Der var en kvinde der ringede, og jeg kunne da høre, at hun var lidt "panikken", som Peter Nielsen udtrykker det.

- Hun var kommet til at sidde fast i sandet 200-300 meter nord for nedkørslen i Nr. Lyngby, og vandet slog op mod bilen.

"Brumbassen" lettede fra Blokhus og ankom en halv times tid senere til Nr. Lyngby, hvor en lille rød Chevrolet ganske rigtigt sad ubehjælpeligt fast i det løse sand.

- Det er som om, at sandet ikke er så fast deroppe, som eksempelvis i Blokhus - måske fordi der ikke kører så mange biler dér, lyder det fra Peter Nielsen.

Hov, der var en til ...

Der gik ikke mange minutter, før den lille bil var kommet på krogen og blev trukket væk.

- Kvinden med den røde bil var rimelig lettet - det var nok også i sidste øjeblik. Og to meter længere oppe på stranden viste det sig, at en tysker også sad fast, så ham trak vi også lige fri, når vi nu var der, fortæller Peter Nielsen.

Som Nordjyske kunne fortælle forleden, så har "De Gratis Fritrækkere" efterhånden fået 2000 følgere på facebook - ofte med total lovestorm i kommentar-sporet, hvor ingen dog sidder fast.

Peter Nielsen minder om, at man skal huske at afmelde anden vejhjælp, der ellers er på vej - ellers kan fritrækkerne ikke hjælpe.

- Pludselig sad vi bare fast

Nordjyske fangede tirsdag ved middagstid bilens ejer - Sara Pedersen, Nørresundby - på mobiltelefon.

- Jeg er på ferie i sommerhus med en nevø og en hund. Mandag aften havde vi været ude og spise sushi og så ville vi lige slutte dagen af med en aften-badetur. 

Da vi skulle køre igen, kunne jeg godt mærke, at det var lidt svært at køre i sandet - og lige pludselig sad vi bare fast, fortæller Sara Pedersen.

Det var en politimand, der tippede hende om fritrækkerne - og der var øjeblikkelig respons, da hun kontaktede dem.

- Det er så flot, at de hjælper på den måde. Jeg er dem evigt taknemmelige. Der var begyndt at skylle vand ind under dækkene, så jeg tror ikke, at der var gået lang tid, før bilen havde fået en sejltur, siger hun.

Det er ikke sidste gang, at Sara og nevøen skal ud og bade i det nordjyske på ferien - men den røde Chevrolet bliver parkeret lidt længere væk næste gang.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Forsiden