Skallerup Ridecenter savner sine gæster: En lang genåbning venter hestene

Når regeringen engang melder ud, at Skallerup Ridecenter igen kan få gæster på besøg, kan de ikke åbne op på fuld tid med det samme.

Lone Hansen er ejer af Skallerup ridecenter. Foto: Henrik Louis.

Lone Hansen er ejer af Skallerup ridecenter. Foto: Henrik Louis.

Ude på folden står den store flok af heste i en snoet række. Nogle gumler godt på det nyudlagte wrap (hø), mens andre slapper af og nyder dagen. Det er først, da Lone Hansen, som ejer Skallerup Ridecenter, går ud på folden, at hestene begynder at vågne.

Lone Hansen og hendes mand Søren Bo Jørgensen er de eneste, som arbejder på Skallerup ridecenter. Foto: Henrik Louis

Lone Hansen og hendes mand Søren Bo Jørgensen er de eneste, som arbejder på Skallerup ridecenter. Foto: Henrik Louis

Manglende gæster

Da regeringen lukkede Danmark ned for anden gang i december måned, gjaldt det endnu engang også for Skallerup Ridecenter. Dog er det ikke kun de manglende gæster og den manglende indkomst, der er et problem.

Fem af ridecenterets cirka 100 heste er nemlig blevet forfangne. Det skyldes de manglende ture, som hestene plejer at være på, når der er gæster på stedet. Hestene går ude i løsdrift på de over 100 hektar, som ridecenteret er i besiddelse af, så det er ikke, fordi de lider nød, men mere mad og mindre motion er med til at gøre risikoen for forfangenhed større.

- Jeg ved, at hestene har det rigtig godt. De nyder at være ude og lider ingen nød på trods af de manglende gæster, forsikrer Lone Hansen.

For Lone Hansen, der har mange års erfaring med heste, kommer det ikke som et chok, at nogle af hestene er blevet forfangne, og hun ved godt, hvordan hun kan mindske risikoen.

- Det er blandt andet derfor, vi giver vores heste sko på og mordax i, forklarer Lone Hansen.

På billedet her ses det, hvordan hesten har mordax i sin sko, for at de blandt andet bedre kan stå fast i jorden. Foto: Henrik Louis

På billedet her ses det, hvordan hesten har mordax i sin sko, for at de blandt andet bedre kan stå fast i jorden. Foto: Henrik Louis

En længere genåbning

Selvom en håndfuld af hestene er blevet forfangne, er det ikke det store problem ved nedlukningen. Det er nemlig genopstarten af ridecenterets heste, som kræver ekstra tid.

- Når hestene ikke har været på tur, som de plejer, så kræver det en rolig genopstart. De kan ikke bare komme ud på de lange ture med galop med det samme. Så er det, de kan få diverse skader, forklarer Lone Hansen.

Derfor vil genåbningen af ridecenterets cirka 100 heste komme til at tage omkring en måned ekstra fra den dag, regeringen igen åbner landet op. Det skyldes, at hestene ikke længere er i form til at tage på de lange flere timers ture med både skridt, trav og galop. Samtidig har hestene brug for en stille start, så de ikke får skader i deres muskler, led og scener.

Med cirka 100 heste og kun to medarbejdere, er det ikke muligt at holde alle hestene i form, så de er klar til at starte op på fuld tid, når landet igen åbner op. For selvom Lone Hansen gerne vil holde hestene i gang, så er der ikke nok timer i døgnet til det, eftersom det daglige arbejde er det samme som før.

- Selvom der ikke er nogle gæster, så skal vi jo lave det samme, som vi plejer, forklarer Lone Hansen.

Med den hårde frost, der var i foregående uge, har der også været endnu mere arbejde til Lone Hansen og hendes mand. Udover det sædvanlige har snerydning og frossen vand været yderligere arbejde for parret.

Hvad er forfangenhed?

Forfangenhed er en betændelsestilstand, som sidder nede ved hestens hov. Denne betændelsestilstand øger risikoen for, at hovbenet løsner sig fra hovkapslen.

Forfangenhed kan blandt andet opstå af forædning og overvægt.

Gæsterne savner også dyrene

Den længere genåbning er ikke kun træls for økonomien, men også for gæsterne der venter utålmodigt på igen at kunne komme op til de mange dyr. Under nedlukningen kom flere af gæsterne fra feriecenteret og Hjørrings beboere op forbi ridecenteret for at snakke med dyrene, hvilket Lone Hansen sagtens kan forstå.

- Jeg forstår godt, at de gerne vil komme herop, for at der sker noget, når alt andet er lukket ned. Første gang, der kom nogle forbi gården tilbage i foråret, blev vi også helt rørt. Men det går bare ikke, for vi kan ikke holde styr på de mange mennesker, der kommer, siger Lone Hansen.

Derfor har parret været nødt til at sætte afspærringsbånd op foran parkeringspladsen for at vise folk, at ridecenteret er lukket ligesom størstedelen af landet.

Privilegeret hverdag

Lone Hansen og hendes mand, Søren Bo Jørgensen, priser sig lykkelige for, at de stadig skal arbejde under nedlukningen, og at deres hverdag er den samme på nær de mange ture, de plejer at tage på med gæsterne.

- Vi føler os godt nok heldige med, at vores hverdag er den samme. Vi er stadig nødt til at arbejde og komme ud, fortæller Lone Hansen.

Normalvis havde ridecenteret været fyldt op med gæster i denne og den foregående uge, hvor vinterferien er. Og parret savner hyggen og samværet, de plejer at have med deres ansatte og de besøgende gæster. De glæder sig, til de igen kan åbne op, også selvom det bliver med færre gæster til at starte med.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.