Folkeskole

Skole-L i Hjørring: Tredobler antallet af klasser i finalestævne

Hjørring Atletik har på få år skabt tredje største udgave af stævnet i landet, og det giver nu pote

I maj afvikles Skole OL igen - i Hjørring for fjerde gang. Og denne gang ryger flere af klasserne fra Hjørring og omegn afsted til et finalestævnet. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen
I maj afvikles Skole OL igen - i Hjørring for fjerde gang. Og denne gang ryger flere af klasserne fra Hjørring og omegn afsted til et finalestævnet. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

Opdateret 09. juni 2022 kl. 10:58

HJØRRING: I Hjørring Atletik er man ikke bare glade, når medlemmerne kan hænge et stykke ædelt metal om halsen - det er lige før, at formanden for klubben, Søren Bergenser, også knytter næven i en lille sejrsrus, når det gælder afviklingen af den lokale udgave af Skole OL.

Organisationen bag stævnet, som henvender sig til elever fra 4. - 7. klassetrin, er nemlig så tilfreds med afviklingen og stævnets størrelse i Hjørring, at man næste gang ikke blot kan sende vinderklassen af hver årgang afsted til det landsdækkende finalestævne, men også anden- og tredjepladserne. Altså 12 klasser i alt.

- Det er vi da ret stolte af, siger Søren Bergenser.

På tre år er stævnet i Hjørring vokset fra cirka 900 deltagere til knap 2000 - og Hjørring Atletik håber at runde 2000 deltagere, når stævnet holdes 18. og 19. maj i år.

Skole OL i Hjørring er nu det tredje største af sin slags i landet - kun overgået af København og Aarhus.

Solidt benarbejde

Flere klubfolk - blandt andre Søren Bergenser - tager et par dage fri for arbejde for at hjælpe med afviklingen af Skole OL, der dog også får hjælp af andre frivillige - og ikke mindst studerende fra UCN’s idrætslinje, der gør sig brugbare erfaringer.

En af årsagerne til, at deltagerantallet er vokset hurtigt i Hjørring er, at man har gjort et solidt benarbejde i atletikklubben.

- Det skal ikke bare være et Hjørring-stævne, men noget, der henvender sig til alle folke- og friskoler i kommunen, siger Søren Bergenser.

Skolerne har modtaget en invitation til årets stævne.

Men hvorfor egentlig brænde så meget krudt af på det årlige stævne?

- Det er et socialt arrangement for hele klassen, hvor man også møder andre elever. Man skal kunne hygge sig - også selv om man ikke kan løbe hurtigt. Men det er også et signal om, at det er vigtigt, at børn og unge rører sig, lyder det fra atletik-formanden.

Hjørring Atletik har i øvrigt op mod et halvt hundrede medlemmer, der kan glæde sig over at have ret nye faciliteter til rådighed på atletikstadionet i Park Vendia - et stadion som faktisk er åbent 24/7 for offentligheden. På sigt drømmer man også om et lille klubhus til foreningen, så man kan opdyrke lidt mere klub-identitet.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden