Mennesker og hverdag ‑ Corona

Smittestigning fortsætter: Nu 20 ansatte og 14 beboere smittet i Sindal

10 ansatte sendt hjem med symptomer fra Vendelbocentret

Smitten stiger på Vendelbocentret i Sindal. Foto: Bente Poder

Smitten stiger på Vendelbocentret i Sindal. Foto: Bente Poder

SINDAL:Flere og flere bliver smittet på Vendelbocentret i Sindal. Onsdag er status, at 20 ansatte er smittet og 14 beboere. Det er tre ansatte flere end tirsdag og to beboere mere end tirsdag. De smittede beboere bor på det skærmede afsnit, hvor 13 af de 14 smittede beboere bor.

Desuden er 10 ansatte blevet sendt hjem med symptomer på smitte.

Det oplyser, Leif Serup, direktør for Hjørring Kommunes Sundheds-, ældre- og handicapforvaltning.

- Vi har en stigende udfordring med at erstatte de ansatte, der er smittet og sendt hjem, siger Leif Serup efter at halvdelen af Vendelbocentrets 60 ansatte nu er påvirket af coronaudbruddet.

Hjørring Kommune fortsætter indsatsen med at teste beboere og ansatte på kommunens plejehjem, som forventes tilendebragt onsdag.

Derefter kommer opgaven med at teste samtlige 3000 borgere under hjemmeplejen, hvor to borgere og to hjemmehjælpere er konstateret smittet.

Leif Serup forventer, at testningen af de 3000 borgere går i gang i midten af næste uge. Alle skal testes to gange.

Testningen sker i samarbejde med Region Nordjylland og skal foretages af 20 lægestuderende, som skal køre ud til borgerne i 20 kommunale biler med chauffør. Testningen forventes gennemført i løbet af to til tre uger.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.