Coronavirus

Smittetryk i Hjørring Kommune: Gymnasiet ramt for første gang

Folkeskoleklasser, ungdomsuddannelse og to hold på videregående uddannelser er sendt hjem

Lige nu er det Løkken Skole, der er hårdest ramt. Foto: Emil Helms / Ritzau

Lige nu er det Løkken Skole, der er hårdest ramt. Foto: Emil Helms / Ritzau

Opdateret mandag 26. 10 kl. 7.28 med oplysningen om, at to klasser på Hjørring Gymnasium er hjemsendt

HJØRRING:Hvis nogen er i tvivl om, at smittetrykket er under udvikling i det nordjyske, skal de bare vende blikket mod Hjørring Kommune. Her har coronavirus ramt flere af kommunens uddannelsesinstitutioner.

Senest har Hjørring Gymnasium for første gang under epidemien måttet konstatere, at to elever er smittet. Det betyder, at to klasser - en i 1.g og en i 2.g - mandag morgen har fået besked på at blive hjemme.

- Det er en ydre begivenhed, der er årsag til det. Det er ikke på skolen, de er blevet smittet, oplyser rektor Elsebeth Austin, som mandag går rundt til alle klasser på gymnasiet for at informere og afstemme om de nye restriktioner, der kommer efter statsministerens pressemøde i fredags.

Værst i Løkken

Værst ser det lige nu ud på en skolen i Løkken, hvor 80 elever fra 5., 6., 7. og 8. årgang samt seks lærere er sendt hjem. Det er de, fordi de har haft nærkontakt til fem elever på de pågældende årgange, som er blevet testet positive for covid-19.

- Nu skal de testes på fjerde- og sjettedagen. Hvis de er negative efter testen på fjerdedagen, må de komme tilbage, men det er jo tvivlsomt, om de når at få svaret på testen fra fjerdedagen, før de skal testes igen på sjettedagen, konstaterer Michael Sloth Pihl, som er skoledistriktleder på Løkken-Vrå Skole, der har undervisningssteder i begge byer.

Også på skolen i Bindslev, som er en del af Sindal Skolecenter, har skoledistriktsleder Lars Leed været nødt til at sende to elever og en lærer hjem.

- Lørdag fik vi at vide, at en lærer er blevet konstateret positiv. Det har betydet, at vi nu har måttet sende to elever og en lærerkollega hjem efter retningslinjerne om nærkontakt. Indtil videre er vi nådigt sluppet og har endnu ikke måttet sende hele klasser hjem på Sindal Skolecenter, siger Lars Leed.

Kari Rune Jakobsen, skole- og dagtilbudschef i Hjørring Kommune, har været i tæt dialog med skolelederne og Styrelsen for Patientsikkerhed.

- Indenfor det seneste døgn har jeg haft flere henvendelser, end jeg har haft i lang tid, konstaterer hun.

Sygeplejestuderende ramt

På UCN i Hjørring har de også måttet hjemsende elever, efter at en studerende, som havde været på campus mandag og tirsdag i denne uge, torsdag fik konstateret corona-virus.

- Vi har interviewet ham om, hvem han har været i kontakt med og har på den baggrund valgt at sende 29 elever og tre undervisere hjem, siger Peter Møller Pedersen, uddannelsesdirektør på UCN, til NORDJYSKE.

Søndag fik han besked om endnu et smittetilfælde på sygeplejestudiet.

- En studerende på et andet hold er også blevet konstateret smittet, fortæller uddannelsesdirektøren.

Proceduren omkring det nyeste smittetilfælde er en smule anderledes, fordi den studerende egentlig skulle starte i praktik i morgen sammen med 37 andre studerende.

- Vi har været i kontakt med regionen, som har sagt, at alle på et hold skal testes, og at de ikke må møde op i praktik, siger Peter Møller Pedersen.

Han har for længst erkendt, at det ikke er muligt at holde smitten ude fra campus, men er meget opmærksom på, at smitten ikke når at sprede sig på UCN. I begge de nye tilfælde er de smittede studerende blevet smittet derhjemme.

- Så det ser ud til, at de retningslinjer, vi har udstedt, virker, siger Peter Møller Pedersen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.