Farvel til sommerhus - derfor blev det ødelagt

Nu er en entreprenør gået i gang med at fjerne endnu et truet sommerhus på Lønstrup Klint

Sommerhuset i Lønstrup blev revet ned onsdag. <i>Foto: Bente Poder</i>

Sommerhuset i Lønstrup blev revet ned onsdag. Foto: Bente Poder

LØNSTRUP:Det er nu definitivt slut med endnu et sommerhus yderst på klinten syd for Lønstrup. Entreprenøren gik onsdag i gang med nedrivningen af sommerhuset på 160 kvadratmeter på Hagen 12, som siden nye skred på klinten før jul har været meget tæt på at falde ud over. 

Ejeren har  haft noget tid til at vænne sig til tanken om, at familiens sommerhus er værdiløst og ubrugeligt. Allerede i 2019 udstedte Hjørring Kommune et rømningspåbud, som i praksis betød, at sommerhuset ikke måtte benyttes. På det tidspunkt lå kanten af husets terrasse cirka fem-seks meter fra skrænten.

Ejeren købte Hagen 12 i år 2000 for én million kroner. En ejendomsmægler vurderede for et par år siden, at ejendommens salgsværdi ville være fire millioner kroner, hvis der var blevet etableret kystsikring. Vurderingen blev lavet i forbindelse med et erstatningskrav, som en række grundejere har rejst mod staten.

- Det er da selvfølgelig rigtig trist, at sommerhuset ikke kan reddes, og vi er nødt til at rive det ned, siger ejer Mariann Trolledahl til Nordjyske. Da familien købte huset i år 2000 regnede de med, at huset ville holde i deres levetid, og de var dengang ikke opmærksomme på, at der ikke må laves hård kystbeskyttelse på klinten. 

Nye skred før jul betød, at sommerhuset på Hagen 12 rykkede helt ud på kanten  <i>Foto: Torben Hansen</i>

Nye skred før jul betød, at sommerhuset på Hagen 12 rykkede helt ud på kanten  Foto: Torben Hansen

På Lønstrup Klint er der en Natura 2000 beskyttelse, som hidtil har forhindret, at de trængte grundejere har kunnet etablere fast kystbeskyttelse med for eksempel store sten ved klintfoden.

 <i>Foto: Bente Poder</i>

Foto: Bente Poder

I år 2000 lå sommerhuset på Hagen 12 cirka 50 meter fra skrænten, og det er så siden i gennemsnit rykket et par meter tættere på om året.

Hjørring Kommune arbejder nu på at få lov til at flytte Natura-2000 fredningen, så der bliver mulighed for hård kystsikring. 

Det ventes, at nedrivningen af Hagen 12 kommer til at vare en uges tid. 

I Hjørring Kommune fortæller teamleder Thomas Jørgensen, at dialogen om nedrivningen i dette tilfælde er forløbet stille og roligt, mens det i andre sager kan være en følelsesladet snak, hvor ejerne har svært ved at erkende, at nedrivning er den eneste mulighed. 

Kommunen starter som regel dialogen med ejeren, når der er ti meter til kanten. 

 <i>Foto: Bente Poder</i>

Foto: Bente Poder

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.