Folkekirken

Tårnet smuldrer: Gudstjenester med stillads

Gammel landsbykirke i Vendsyssel har stadig åbent for kirkelige handlinger, selv om den er under renovering

Selv om renoveringen er i fuld gang, så holdes alle planlagte gudstjenester stadig i den gamle landsbykirke.Foto: Thomas Nielsen
Selv om renoveringen er i fuld gang, så holdes alle planlagte gudstjenester stadig i den gamle landsbykirke.Foto: Thomas Nielsen

Opdateret 09. juni 2022 kl. 11:00

EM: Den gamle kirke i landsbyen Em ved Vrå har i årevis været ramt af smuldrende sten, men problemerne tårner sig ikke længere op - det gør til gengæld løsningerne i form af stilladser, nye munkesten og medarbejdere fra Bagterp Murerforretning.

Arkitekt Søren Kibsgaard, der er rådgiver på renoveringen, fortæller, at man i år 1868 renoverede den yderste del af muren med gule sten på tårnets sydside, halvdelen af vestsiden og lidt på østsiden.

- Men de har været i så ringe stand, at de pulveriseres og bliver frostsprængte. Så hvert år bruges der en del penge på at vedligeholde tårnet, siger arkitekten.

De gule mursten udskiftes nu med store munkesten - og når det arbejde er afsluttet, så rundes der af med vandskuring og kalkning.

På trods af renoveringen, så aflyses ingen af de planlagte gudstjenester - som regel er der gudstjeneste hver anden søndag i Em.

- Vi dukker bare hovedet lidt, når vi skal ind, så går det, siger Arne Blichfeldt Sørensen, der er kasserer i Em Menighedsråd.

Han kan i øvrigt berette, at Em Kirke har en lidt speciel forhistorie: Da riget fattedes penge under svenskekrigen i 1600-tallet solgte kongen kirken til en rig købmand fra Aalborg, der ejede Boller Hovedgård i Tårs. I starten af 1900-tallet blev den så frikøbt af staten - og nu glæder det lokale menighedsråd sig så til en udgave af kirken med et tårn i topform.

Renoveringen koster ifølge Søren Kibsgaard omkring en million kroner, og man er formentlig færdig i slutningen af august.

Arbejdet gik i gang i maj.

Gå til relaterede emner

Forsiden