Tandlæger

Tandlægeskole i Hjørring droppes: Som en tyv om natten, siger borgmester

Efter planen skulle der have været afsat 200 millioner kroner til den nye tandlægeskole i Hjørring

Borgmester Søren Smalbro (V) fra Hjørring Kommune er meget skuffet over, at der alligevel ikke ser ud til at komme en tandlægeskole i Hjørring. Arkivfoto: Henrik Bo
Borgmester Søren Smalbro (V) fra Hjørring Kommune er meget skuffet over, at der alligevel ikke ser ud til at komme en tandlægeskole i Hjørring. Arkivfoto: Henrik Bo Foto: Henrik Bo

Opdateret kl. 12:39

Opdateret klokken 12.35 med reaktioner fra borgmester Søren Smalbro.

Jeg synes både det er rigtig ærgerligt, og jeg synes ikke det er i orden, at man lancerer det som breaking news, og så bliver det efterfølgende ikke til noget.

Det siger en tydeligt skuffet borgmester i Hjørring Kommune, Venstres Søren Smalbro.

En ny tandlægeuddannelse, der efter planen skulle have ligget i Hjørring, er nemlig på vej til at blive droppet.

Det oplyser P4 Nordjylland.

- Når partierne bag planerne om udflytning af uddannelser mødes for at underskrive den endelige aftale i næste uge, så vil tandlægeuddannelsen, som den ser ud nu, alligevel ikke være at finde i aftalen.

Det siger Venstres uddannelsesordfører ordfører Ulla Tørnæs til P4 Nordjylland.

Og det vækker bestemt ikke glæde i Hjørring.

- Jeg har det sådan, at der jo ikke var et øje tørt, og der manglede ingen skåltaler dengang det blev lanceret, at uddannelsen skulle ligge her. Nu er det lidt som en tyv om natten, og det synes jeg virkelig er skidt. Ikke kun for Hjørring Kommune, men for hele Nordjylland. Vi havde set meget frem til den uddannelse, og var da allerede begyndt at tænke i, hvor de studerende kunne bo og sådan, siger Søren Smalbro.

Den blev for dyr

Efter planen skulle der have været afsat 200 millioner kroner til den nye tandlægeskole i Hjørring.

Men Ulla Tørnæs fortæller til P4 Nordjylland, at uddannelsen blev for dyr.

- Jeg kan bekræfte, at den tandlægeuddannelse, som statsminister Mette Frederiksen stillede nordjyderne i udsigt, ikke er omfattet af aftalen om udflytning af uddannelser. Det skyldes, at uddannelsen er væsentligt dyrere end regeringen havde forudset, fortæller hun.

- Det er lidt nyt for mig, sagde Søren Smalbro fredag middag, men det som er i det, er jo, at vi var blevet stillet denne uddannelse i udsigt, og det var vi rigtig glade for. Også set i det lys, at vi erfaringsmæssigt ved, at det er lettere at besætte ubesatte jobs i områder som vores, når vi har en uddannelse her. Så for os i Nordjylland er det her, hvis det holder stik, virkelig dårligt nyt.

Kan I gøre noget?

- Jeg ved, at vores respektive folketingspolitikere vil prøve at trække i nogle tråde, men altså, hvis fuglen er fløjet, så er den jo fløjet. Og er den uddannelse i Hjørring ikke med i den aftale, som partierne skal underskrive næste uge, så er den jo rigtig, rigtig svær. Så vi kommer nok til at acceptere det, men jeg synes godt nok det er sølle og ringe set i det lys det blev fremsat i i sin tid.

- Nu kan vi så se frem til, at det bliver sværere at få besat de ledige tandlægejob i Nordjylland. For vi ved, at de brancher, hvor man har en uddannelse i området, er det altid lettere at besætte ledige jobs efterfølgende, runder borgmesteren af.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden