Tim blev mobbet med sin fars firser-Skoda: Nu samler han på de gamle "bagskubbere"

Kan du huske de mange jokes om Skodaerne? De hånede biler har imidlertid en særlig plads i hjertet hos Tim Jensen

Tim Jensen har en særlig passion for de gamle Skoda´er, som de fleste nok ellers har lykkeligt glemt.  <i>Foto: Kim Dahl Hansen</i>

Tim Jensen har en særlig passion for de gamle Skoda´er, som de fleste nok ellers har lykkeligt glemt.  Foto: Kim Dahl Hansen

TÅRS:Gammel kærlighed ruster ikke, siger man. Men det passer så ikke i dette tilfælde, for de gamle Skodaer er vitterligt nogle blikspande og rustbunker - krydret med tvivlsom stabilitet og køreegenskaber - og absolut ingen komfort. Ikke desto mindre har de legendariske tjekkiske biler, der op gennem firserne affødte et hav af Skoda-jokes, været en mangeårig passion - ja, næsten en besættelse for 52-årige Tim Jensen fra Tårs.

Hvordan får man en Skoda til at køre stærkt? Man lægger elastikken dobbelt.

- Det er jo sjovt og ren nostalgi. Simpelt og uden nogen komfort,  men jeg kan næsten lave dem med hænderne på ryggen og bind for øjnene. I modsætning til mange andre kan jeg også godt lide at lave rust, og her taler vi virkelig om seriøst rustarbejde, for når de ruster, og det starter de allerede med efter tre-fire år,  er der virkeligt tab af materiale,  lyder det fra Tim Jensen, der viser rundt blandt sine nuværende syv eksemplarer af bilmærket på ejendommen udenfor Tårs. 

De gamle Skoda'er med hækmotor var af tvivlsom kvalitet, men de var billige. 

De gamle Skoda'er med hækmotor var af tvivlsom kvalitet, men de var billige. 

Samlingen tæller selvfølgelig et par af de mest kendte og hånede - Skoda 105-130 med hækmotor fra firserne. Det er  dem, hvor man helst skal køre med en betonflise i det foranliggende bagagerum, for at den holder sig nogenlunde stabilt på vejen. 

- Når man kører forbi nogle træer, og der måske pludselig kommer sidevind, skal man styre kontra, for ellers kan vinden flytte hele bilen på vejen. Til gengæld er dem med baghjulstrækket gode til at køre i sne om vinteren, fortæller Tim Jensen.   

Samlingen tæller også en gammel Octavia fra 1959, to stk.  Rapid - ligeledes med hækmotor, hvoraf den ene er cabriolet, og dem findes der kun ni af i verden - samt en Felicia fra 1995. Den er Tim Jensens foretrukne daglige køretøj, også når han skal på arbejde som servicechef hos Nissan og Suzuki i Hjørring. 

Tim Jensen i et af sine klenodier - En Rapid cabriolet, som der kun findes ni af i verden. 

Tim Jensen i et af sine klenodier - En Rapid cabriolet, som der kun findes ni af i verden. 

- Det er fint nok med dem, at jeg kører i en gammel Skoda. De kender mig, og så kan jeg sidde og kigge på Skoda-skiltet på den anden side af vejen, smiler Tim Jensen. 

Ud over de hele biler er ejendommen også fyldt op med reservedele og klenodier, for Tim Jensen opkøber meget af det, han kan få fingre i, og sælger også reservedele videre til andre entusiaster via sin egen hjemmeside. 

Skoda er en stærk bil! Den trækker let en kø fra Aarhus til Herning.

En Skoda Radid er det seneste projekt og er ved at få den helt store tur.

En Skoda Radid er det seneste projekt og er ved at få den helt store tur.

Blev mobbet med faderens Skoda 

Tim Jensen burde i stedet faktisk næsten hade bilen. Da han var en stor skoledreng i Vrå i 1981, kom hans far en dag hjem og fortalte glædestrålende, at han havde købt en spritny bil til 39.000 kroner. Det pralede Tim da også med i skolen, og det affødte i starten en vis respekt.  Lige indtil det gik op for kammeraterne, at det var en af de billige Skodaer, som Tims far havde købt.  

Hvad kalder man en Skoda på en bakketop? Et mirakel!

- Så blev jeg mobbet lige siden - "røvskubber - fattigrøvsbil" og alt det der. Men jeg fik også interesse for at skrue på den, og det førte til en læreplads som mekaniker, og i alt 16 år hos Kaj Hansen og Skoda i Hjørring, fortæller Tim Jensen.

Da han var udlært, fik han først en VW Polo ligesom mange af sine jævnaldrende, men så blev det en Skoda 120. 

- Jeg vil godt provokere og skille mig ud, og jeg kunne jo selv style og tune bilen lidt for billige penge, fortæller Tim Jensen.

Hans brændende interesse for Skoda førte også til, at "Skoda" blev hans kaldenavn, da han senere aftjente sin værnepligt.  

I det gode selskab 

Trods det blakkede omdømme og forholdsvis ringe kvalitet gjorde den lave pris, at der blev solgt mange af de gamle Skodaer, også i Danmark. I midten af halvfemserne blev Skoda, der faktisk har eksisteret siden 1895, hvor det startede med produktion af cykler, gradvist opkøbt af Volkswagen, og pludselig ændrede omdømmet sig.

I 1997 blev Skoda Octavia årets bil i Danmark, og Skoda var ikke længere et bilmærke, man rynkede på næsen af. Mange af modellerne blev bygget op på fundamentet af kendte og populære VW-modeller som fx Golf, men de nyere Skodaer interesserer ikke Tim Jensen ret meget. 

- Min kone kører i en nyere Octavia, men det er kun de gamle modeller, der er min passion. Det enkle og primitive og det er specielt kærligheden til den gamle hækmotor.

Og måske er de gamle Skodaer ikke så dårlig en investering, som man måske skulle tro. Tim Jensen er i hvert fald blev budt mere end en halv gange mere, end han har givet for sin Rapid Cabriolet, men den er selvfølgelig ikke til salg. 

Der findes i øvrigt også et dansk Skodamuseum i Glamsbjerg på Fyn. 

Skoda Octavia blev i halvfemserne en meget populær model, efter at VW overtog Skoda. Navnet var imidlertid genbrug fra gamle modeller. Her en Octavia fra 1959. 

Skoda Octavia blev i halvfemserne en meget populær model, efter at VW overtog Skoda. Navnet var imidlertid genbrug fra gamle modeller. Her en Octavia fra 1959. 

     

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.