Tjekkede nyheder før hun tog bussen: - Jeg gad ikke tage ud til fyret, hvis det var væltet
Chauffør kører i pendulfart til fyret hele dagen
HJØRRING: Busser til Rubjerg Knude og flytningen af fyret kører fra banegården og dyrskuepladsen hele tirsdagen.
På banegården var knap 20 mødt op ved 11-tiden.
- Jeg har fulgt med i tv her til morgen. Jeg gad ikke tage ud til fyret, hvis det var væltet, sagde en kvinde fra Hjørring før hun steg på bussen.
Et par fra Aarhus med sommerhus i Vendsyssel, valgte bussen fremfor privatbilen af frygt for trafikkaos ved fyret.
- Det lyder fornuftigt med busserne og ensretning af Lønstrupvej, lød det fra manden.
Chauffør Kurt Kallehauge inviterede de fremmødte ind til en gratis tur.
- Jeg havde stopfyldt bus klokken 9. Vi var 71 - det er, hvad bussen må køre med, sagde Kurt Kallehauge.
- Der er blevet færre siden, men jeg tror, at der kommer et ryk igen, når folk får fri fra arbejde.