Tre indbrud på stribe på villavej i Hjørring

En tyv havde travlt - også andre steder i Vendsyssel kunne politiet notere en del indbrud

Ole Sanvig Knudsen
Arkivfoto
Indbrud 18. juli 2019 12:22

VENDSYSSEL: En indbrudstyv turnerede onsdag på Bæktoften i Hjørring, hvor der var tre indbrud på kort tid. I det ene hus blev der stjålet en HP bærbar computer og nogle kontanter. Fra det andet hus blev der stjålet en pc, et headset og en sort Fjällräven taske. Fra det tredje indbrud var udbyttet et Nikon kamera, en Apple Macbook Air og nogle smykker.

Det oplyser fungerende politikommissær Michael Karstenskov fra Nordjyllands Politi i Hjørring.

Men det var ikke kun på Bæktoften, at der var indbrudstyve på spil. I Bispensgade, også i Hjørring, var der indbrud i bageriet Håbet onsdag aften/natten til torsdag, hvor der blev stjålet cigaretter og småpenge fra butikken. I Vrå var der indbrud i en villa på Irisvej, hvor udbyttet var en Playstation, en pc og en cykel. Indbruddet fandt sted fra tirsdag klokken 10 til onsdag klokken ni.

Fra et nybyggeri på Bollervej ved Tårs blev der stjålet en del elektrisk håndværktøj af mærket DeWalt. Det skete fra tirsdag aften til onsdag morgen.

Længere østpå kunne politiet også notere et par indbrud, fortæller politkommissær Peter Skovbak. Det ene var på en villa på Sønderjyllands Allé i Frederikshavn, hvor tyven kom ind ad en ulåst dør. Her blev der stjålet nogle smykker og en pung med nogle kontanter, betalingskort og forskellige personlige papirer. På Mosegårdsvej i Skagen blev en tyv overrasket af beboerne og stak af fra stedet med heldigvis uforrettet sag.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...