Tversted Marked lukker, som vi kender det

Fremover bliver Tversted Marked uden kræmmerboder og tivoli, men med mad, musik og outdoor-aktiviteter

Tversted Marked - her set i 2018 - ændrer karakter og koncept, hvor fokus flyttes fra tivoli og kræmmermarked til blandt andet mad, musik og outdoor-aktiviteter. Arkivfoto: Bente Poder <i>Bent Bach</i>

Tversted Marked - her set i 2018 - ændrer karakter og koncept, hvor fokus flyttes fra tivoli og kræmmermarked til blandt andet mad, musik og outdoor-aktiviteter. Arkivfoto: Bente Poder Bent Bach

TVERSTED:Det gode tilbud skal fremover ikke findes på Tversted Marked. For efter mere end 40 år skal det være slut med kræmmermarked i kystbyen. Den nuværende samt de tidligere foreninger, der står bag Tversted Marked, er nemlig blevet enige om, at det er tid til at prøve noget nyt.

Markedsboder og tivoli skiftes derfor ud med et fokus på musik og madaftener samt outdoor aktiviteter fra og med 2022. Beslutningen træffes på baggrund af, at der er flere markeder i området, der også har fokus på boder og tivoli samtidig med, at markedets fremtidige fokus stemmer bedre overens med byens visionsplan, ”Drømmen om Tversted”, der blev til i 2019.

Tivoliet er på tapetet som en af de ting, der får kniven, når Tversted Marked igen er åbent i 2022. Arkivfoto: Henrik Louis

Tivoliet er på tapetet som en af de ting, der får kniven, når Tversted Marked igen er åbent i 2022. Arkivfoto: Henrik Louis

- Tversted marked skal ændre karakter og kommer til at bevæge sig i de baner, men konceptet er endnu ikke helt færdigt, siger formand for Tversted Borger og Turistforening Birthe Østergaard, der fortæller, at de ved mere om, hvad konceptet skal være efter et bestyrelsesmøde onsdag 8. december.

Utilfredshed med nye planer

Selvom der er begejstring for det nye koncept blandt arrangørerne, så bliver nyheden ikke lige godt modtaget alle steder.

Dennis Larsen, ejer af Nordisk Event, havde nemlig en aftale med Tversted Borger og Turistforening om, at han skulle være med til at arrangere det kommende Tversted marked i 2022.

Faktisk var musikken allerede booket, og kun den endelige underskrift skulle sættes, før aftalerne var endeligt på plads.

- Jeg føler mig lidt ladt i stikken. Jeg synes faktisk ikke, det er i orden. Jeg havde oplevelsen af, at jeg havde en klar aftale med den tidligere bestyrelse. Nu er der i stedet en masse arbejdstimer, der er gået tabt, siger Dennis Larsen.

- Jeg synes godt, man kunne have håndteret det på en anden måde, tilføjer han.

Markedspladsen i Tversted set fra oven i 2018, hvor der angiveligt var 40-50.000 besøgende. Arkivfoto.

Markedspladsen i Tversted set fra oven i 2018, hvor der angiveligt var 40-50.000 besøgende. Arkivfoto.

Den opfattelse deles dog ikke af Tversted Borger og Turistforening, der siger, at det hele er foregået efter bogen.

- Der er ikke noget i den sag. Det er foregået fuldstændig efter reglerne - det har været på et meget løst grundlag, at der blev lagt op til en aftale med Dennis, siger Birthe Østergaard.

Dennis Larsen har dog ikke planer om at stoppe med at planlægge marked. Han har nemlig planer om et nyt marked i Ålbæk i støbeskeen.

Et marked som man hos Tversted Borger og Turistforening byder hjerteligt velkommen.

Læs mere om det nye marked i Ålbæk på deres hjemmeside HER

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.