Stort oprør: Vi bliver udsultet - og nu skæres der ind til benet

Flere demonstrationer forud for hårde budgetforhandlinger om "rædsels-sparekataloget" i Hjørring Byråd

Demostration inden byrådsmødet i Hjørring onsdag aften <i>Foto: Bente Poder</i>

Demostration inden byrådsmødet i Hjørring onsdag aften Foto: Bente Poder

HJØRRING:Hvis der er noget, samtlige små og store folkeskoler i Hjørring Kommune kan blive enige om, så er det, at der ikke er nok penge til at drive en ordentlig skole for og slet ikke i de kommende år, hvor sparekniven igen rammer dybt i skolernes budgetter. 

Forud for førstebehandlingen af det kommunale budget i Hjørring Byråd onsdag aften, hvor alle områder er blevet pålagt at finde besparelser på 2,5 procent - svarende til besparelser for mere end 200 millioner over de kommende fire år, blev der afleveret 1700 protestunderskrifter til formanden for Børne, Fritid og Undervisningsudvalget, Gry Bruun Nielsen (R). Alene skolerne skal finde besparelser på 30 millioner kroner på driften.

- Det er da voldsomt bekymrende. Vi har fjernet de lavthængende frugter, og nu er det alvorlige ting, der er i spil med det sparekrav, vi er pålagt. Jeg synes også, skolerne rammes ekstra hårdt, men intet er besluttet endeligt endnu, siger Gry Bruun Nielsen. 

Skolebestyrelserne har i samlet flok også sendt et protestbrev til byrådets medlemmer:

"Siden skolelukningerne i 2015 er de resterende folkeskoler i Hjørring Kommune blevet udsultet i en sådan grad, at der i dag er skåret helt ind til benet. Med de nye forslag om besparelser skæres der nu i selve benet", skriver skolebestyrelserne.

Formand for Børne, Fritids og Undervisningsudvalget, Gry Bruun Nielsen (R), modtog 1700 protester fra skolerne. Det er især forslaget om klasseoptimering, der nager <i>Foto: Bente Poder</i>

Formand for Børne, Fritids og Undervisningsudvalget, Gry Bruun Nielsen (R), modtog 1700 protester fra skolerne. Det er især forslaget om klasseoptimering, der nager Foto: Bente Poder

En række forslag til besparelser vil give øget mistrivsel, uro og flugt fra folkeskolerne til privat og friskoler, påpeger skolebestyrelserne. Fx er der lagt op til, at elever i overbygningen kan tvangsflyttes mellem skolerne indenfor samme skoledistrikt for at optimere klassestørrelserne. Den maksimale klassestørrelse bliver samtidig hævet fra 26 til 28 elever, lyder forslaget. Der frygtes også et generelt hug i budgetterne, ligesom også besparelser på ledelsen vækker bekymring.

- Skolernes drift bliver dårligere, men det er især forslaget om at tvangsflytte elever i overbygningen. Det vil skabe stor utryghed og angst hos de unge, siger formand for skolebestyrelsen på Sydøstskolen i Hjørring, Jes Bastholm. 

Væresteder frygter lukning

Flere sociale væresteder og beskæftigelsestilbud i Hjørring var også mødt op for at demonstrere mod varslede nedskæringer og lukning af tilbud til nogle af kommunens mest sårbare borgere. 

- Det, der pisser mig af er, at der er mange medlemmer af byrådet, som ikke har været nede og se, hvilken betydning de steder her har for brugerne, siger arrangør af demonstrationen, Niels Svaneborg, der er pårørende til en af de ansatte sårbare borgere på cafeen Mirabell i Østergade i Hjørring. 

Niels Svaneborg er vred over, at flere byrådsmedlemmer ikke kender og har besøgt de væresteder, som de vil spare på  <i>Foto: Bente Poder</i>

Niels Svaneborg er vred over, at flere byrådsmedlemmer ikke kender og har besøgt de væresteder, som de vil spare på  Foto: Bente Poder

Budgettet for 2023 vedtages endeligt 12. oktober. Ifølge borgmester Søren Smalbro (V) venter der stadig en del forhandlinger før der kan landes en politisk aftale om næste års budget. Hjørring Kommune har også mulighed for at hæve skatten en smule, hvilket Socialdemokratiet foreslog på aftenens byrådsmøde. Det vil skaffe ekstra indtægter for 12,5 millioner kroner om året. 

Borgmester Søren Smalbro (V) glædede sig over, at der borgerne var mødt frem for at markere deres utilfredshed med spareplanerne <i>Foto: Bente Poder</i>

Borgmester Søren Smalbro (V) glædede sig over, at der borgerne var mødt frem for at markere deres utilfredshed med spareplanerne Foto: Bente Poder

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.