Var del af dødsulykke ved Sindal - nu er han igen tiltalt for at køre for stærkt
Lasse Burholt risikerer at miste kørekortet, efter han blev taget med al for høj fart på nordjysk landevej
HJØRRING: For snart ni år siden var han en del af en frygtelig ulykke på Lendumvej ved Sindal, hvor tre børn blev kørt ihjel.
Dengang kørte han 125 km/t, da han i sin Mitsubishi Grandis torpederede en Citroën Berlingo med en mor og fire børn, som i et t-kryds kørte ud foran Mitsubishien.
Ved ulykken blev tre børn på 11, ni og tre år dræbt, mens moren og hendes fem måneder gamle spædbarn overlevede.
Fredag sad Lasse Burholt igen tiltalt for at køre alt for stærkt på en landevej. Denne gang røg farten op på mindst 135 km/t på Hjørringvej, hvor hastighedsgrænsen er 80 km/t, da han 13. november 2020 blev filmet af en politibil.
- Jeg kørte for stærkt, længere er den ikke, sagde Lasse Burholt i retten.
Den nu 47-årige mand blev også taget i at køre for stærkt 20. april 2021 på Kystvejen ved Blokhus, hvor han blev målt med 83 km/t, hvor hastighedsbegrænsningen er 60 km/t.
- Det var en ren tanketorsk. Det var smuttet, at jeg var kørt ind en 60 km/t zone, sagde han.
Flere medier var til stede under retssagen, og den 47-årige var ikke i tvivl om, hvorfor netop hans færdselssag havde så stor interesse.
Men han ønskede ikke at tale om dødsulykken i 2013.
- Jeg ønsker ikke at tale om den af hensyn til familien. Det tjener ikke noget formål at rippe op i den sag, sagde han.
Retten i Hjørring har optaget sagen til dom, der vil blive afsagt i næste uge.
Bliver han dømt risikerer han en bøde samt at få frakendt kørekortet.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.