Hobro igen på hugst i Viborg
Forsvarsspiller med fortid i AaB slutter sig til 1. divisionsklubben
Opdateret kl. 16:53
HOBRO: 1. divisionsklubben Hobro IK har hentet sommerens anden nye transfer. Præcis det var tilfældet for den første, Sebastian Andersen, er forstærkningen hentet i superligaklubben Viborg FF.
27-årige Nicholas Gotfredsen kommer til Hobro på en fri transfer, og han lukker dermed en stort defensivt hul, da klubben denne sommer har sagt farvel til både Anders Egholm og Thomas Hansen.
- Med tilføjelsen af Nicholas får vi endnu en ønskespiller. Vi har kendt Nicholas i mange år, og han har jo vist, at han er en dygtig spillende midtstopper, som også er særdeles målfarlig, siger sportschef Jens Hammer Sørensen i en pressemeddelelse.
I sidste sæson var forsvarsspilleren udlejet til FC Fredericia, hvor han spillede 25 kampe og scorede seks mål. Tidligere har han spillet 27 superligakampe for Viborg og fem for AaB. Oprindeligt kom han fra Aarhus Fremad.
- Hobro har store ambitioner om at vende tilbage til Superligaen, og det vil jeg selvfølgelig gerne være en del af. Jeg kommer ind med en masse gejst og vilje, som jeg tror, der er brug for, siger Nicholas Gotfredsen om sit skifte til Hobro IK.