Hobro kan dufte Superligaen: Vandt topkamp
Hobro vandt den vigtige topkamp i Skive og øgede forspringet i toppen
Opdateret 10. maj 2022 kl. 16:47
SKIVE: Hobro tog søndag et stort skridt mod tilbagevenden til Alka Superligaen, da topkampen på udebane mod Skive blev vundet med 1-0.
Sejren betyder, at Hobro på førstepladsen nu har fem point ned til Skive på andenpladsen med fire spillerunder tilbage.
Første halvleg var en taktisk affære, hvor begge hold havde meget fokus på ikke at blotte sig, men efter 13 minutter fik Hobro en stor chance for at bringe sig foran.
Mads Schäfers hjørnespark landede i panden på Yaw Amankwah, men nordmanden måtte se sit hovedstød prelle af på overliggeren.
Efter en halv times spil fik Skive i stedet sin største chance i første halvleg, da Andreas Kocks indlæg fandt Oliver Pedersen, men fra nært hold dirigerede Skive-spilleren den store chance forbi mål.
Fire minutter senere var det så Hobro, der fik en ny stor mulighed, men den misbrugte Lucas Jensen på det skammeligste, da han lossede Jesper Bøges indlæg langt over mål.
Otte minutter inde i anden halvleg burde Hobro have haft et straffespark, da Edgar Babayan blev nedlagt i feltet af den tidligere Hobro-spiller Christoffer Østergaard, men til stor fortrydelse for gæsterne forblev dommer Mikkel Redders fløjte tavs.
Gæsterne sad dog generelt på begivenhederne efter pausen, og godt halvvejs i anden halvleg gav det sig også udslag på måltavlen. Indskiftede Mikkel M. Pedersen fandt med et fint indlæg Björn Kopplin, og med et følt hovedstød dirigerede tyskeren bolden i nettet til 1-0 til Hobro.
To minutter før tid blev Hobros Jesper Bøge sendt tidligt i bad, da han fik sin anden advarsel, men de 10 Hobro-spillere holdt stand og konsoliderede sin førsteplads
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.