Sport

Hobro-kaptajn: Dybt frustrerende

Mads Justesen ærgrede sig over nederlaget i Brøndby

Foto: Claus Bech/Scanpix
Foto: Claus Bech/Scanpix Scanpix Denmark

Opdateret 10. maj 2022 kl. 17:16

BRØNDBY: Hobro led søndag det første nederlag nogensinde til Brøndby, der vandt 1-0 i Alka Superligaens forårspremiere.

Kampens afgørelse faldt midtvejs i anden halvleg, efter at himmerlændingene ellers så småt havde fået lukket ned for hjemmeholdets offensiv.

- Det er dybt frustrerende. Vi havde nogle problemer i første halvleg, men dem fik vi rettet, og så scorer de i stedet i en periode, hvor vi føler, at vi er i kontrol. Det er vi rigtig ærgerlige over, lyder det fra Hobro-anfører Mads Justesen.

I testkampene har Hobro primært spillet 4-4-2, men i forårspremieren forsøgte cheftræner Ove Pedersen sig med en 5-3-2-opstilling.

- Jeg tror, vi kommer til at skifte fra kamp til kamp, og jeg kunne egentlig godt se idéen med at spille på den her måde mod Brøndby for at få lukket ned for deres kanter. Vi havde lidt afstemningsproblemer i starten, men ellers synes jeg, at det bestod, siger Mads Justesen.

Han og holdkammeraterne får mulighed for oprejsning lørdag, når Viborg kommer på besøg på DS Arena.

- Vi kan tage vores indstilling og vores gode organisation med, og så må vi håbe, at vi spillemæssigt kan gøre det bedre, siger Mads Justesen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden