Fodbold

Hobro kunne ikke udnytte spilovertag

0-0 i hjemmekampen mod HB Køge

Mads Justesen måtte tidligt i kampen udgå med noget, der lignede en knæskade. Foto: Andreas Falck
Mads Justesen måtte tidligt i kampen udgå med noget, der lignede en knæskade. Foto: Andreas Falck

Opdateret 04. april 2017 kl. 08:40

HOBRO: Hobro IK måtte for første gang i foråret gå fra banen uden en sejr, da holdet søndag eftermiddag måtte nøjes med 0-0 på hjemmebane mod HB Køge.

Hjemmeholdet var bedst i samtlige 90 minutter, og især efter pausen kom der stort tryk mod gæsternes mål, men ind ville bolden ikke.

Hobro startede også kampen bedst, men uden at komme til de helt store tilbud. Pål Alexander Kirkevold var tæt på efter 20 minutter, da han flot steg op til et indlæg fra Lucas Jensen, der havde modtaget bolden fra en som altid hårdtkæmpende Anders Holvad, men nordmandens hovedstød sneg sig lige forbi den fjerne opstander.

Trist nyt var der til hjemmeholdet tidligt i kampen, da anfører og forsvarsdirigent Mads Justesen måtte lade sig udskifte med det, der lignede en knæskade.

Det betød, at Jesper Bøge blev rykket ind i midterforsvaret, tyske Björn Kopplin skiftede side på backen, mens Jacob Tjørnelund blev skiftet ind som venstre back.

Anders Holvad havde første halvlegs største målchance, da et indlæg fra højresiden endte for fødderne af ham, men han sparkede lige på Anders Hansen - og efterfølgende vinkede linjedommeren for offside.

I anden halvleg viste Hobro endnu engang, at de fysisk ser ud til at være det mandskab i NordicBetligaen, der bedst står distancen.

Som minutterne skred frem kom der mere og mere pres på gæsternes mål - efter et hjørnespark var Yaw Amankwah tæt på, men hans hovedstød gik lige forbi mål.

HB Køge var sjældne gæster på Hobros banehalvdel - nærmest fra kampens start var det det tydeligt, at de var kommet efter 0-0, og de få gange de blev bare lidt farlige kom det fra venstrekanten Kristian Andersen, der er en forrygende boldkunstner.

Men chancer var der ikke mange af, og HB Køge nøjedes med et par langskud fra distancen.

Hobro kunne i andne halvleg give debut til Edgar Babayan.

Hobro bliver på førstepladsen i NordicBet-Ligaen med et forspring på tre point ned til FC Roskilde.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden