Fodbold

Hobro lejer målmand i FC Midtjylland

Oprykkerne har fået en lejeaftale på plads med 20-årige Oliver Korch

Cheftræner Jonas Dal (tv.) byder Oliver Korch velkommen i Hobro. Privatfoto: Dannie De Nedergaard

Cheftræner Jonas Dal (tv.) byder Oliver Korch velkommen i Hobro. Privatfoto: Dannie De Nedergaard

HOBRO:Hobro IK har valgt at udvide truppen med endnu en målmand. Således har klubben indgået en lejeaftale med 20-årige Oliver Korch, der har kontrakt med FC Midtjylland. Det oplyser klubben i en pressemeddelelse.

I sommeren 2012 blev Oliver Korch indlemmet i førsteholdstruppen hos midtjyderne, men har endnu sin debut til gode i Superligaen.

Den 189 centimeter høje målmand har i flere år været fast i startopstillingen hos ungdomslandholdene, og indtil videre er det blevet til 37 kampe i den røde landsholdstrøje. Han har tidligere været til prøvetræning i Inter, Manchester City og Stoke City.

Rask er førstevalg

- Oliver Korch er en ualmindelig talentfuld ung målmand med en lang række ungdomslandskampe på CV´et. Jeg er rigtig stolt over, at vi er i stand til at tiltrække dygtige spillere, der søger til os for at blive endnu bedre, siger Jens Hammer Sørensen, der er sportschef hos Hobro IK.

Sportschefen understreger samtidig, at Jesper Rask stadig er førstevalg til målmandsposten, mens Oliver Korch sammen med Martin Pedersen skal gøre Rask rangen stridig som en sikker sidste skanse.

- I Hobro IK forventer jeg at kunne gå ind og konkurrere med to andre keepere i truppen for at gøre målmandsteamet endnu stærkere. Jeg håber, at mit ophold i Hobro kan give mig masser af glæde og gå-på-mod med nye inputs og fornyet energi. Jeg glæder mig samtidig til at blive set på med nye øjne, siger Oliver Korch, der allerede har spillet en enkelt kamp for Hobro IK, da han i juli passede målet i en træningskamp mod AGF.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst