Hobro slog FCH 3-0 i test
Hobro IK slog FC Hjørring 3-0 i de to 1. divisionsholds testkamp onsdag aften i Skibsby-Højene, hvor en voldsom blæst satte sit store præg på løjerne.
Hobro IK afstak kursen mod sejren på 3-0 mod FC Hjørring i fodboldkampen i første halvleg, hvor himmerlændingene havde fordel af en voldsom medvind. Danilo Arrieta stod for scoringerne til 0-1 og 0-3, mens Adeshina Lawal klemte sig ind imellem med fuldtræfferen til 0-2. FC Hjørring stillede noget svækket op i den nye cheftræner Henrik Lehms første kamp for FC-tropperne, tre-fire af de vante spillere var ikke med, og Buster Munk var strandet i København og nåede først frem til anden halvleg. - Vi var bedre end dem med det hold, de nu en gang stillede op med, siger Jacob Michelsen, cheftræner for Hobro IK, hvor øjnene nu rettet ind på forårspremieren torsdag i næste uge hjemme mod Skive IK i 1. division. - Den voldsomme blæst og en dårlig bane satte sit præg på tingene, fortsætter Jacob Michelsen. FC Hjørring var pænt med i det første kvarter, hvorefter nogle personlige fejl gav Hobro IK nogle lette scoringer, og efter pausen havde FCH blandt andet et skud på stolpen.